JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Xenoblade Chronicles 2

Xenoblade Chronicles 2 MGWMonolith Software udgav i 2010 Xenoblade Chronicles til Nintendo Wii. Det blev en meget kritikerrost perle, der blandede historiefortælling med udforskning i en grad der ikke var set på den konsol før. Det er i dag, med rette, betragtet som et af de bedste spil til den konsol. Til WiiU fik vi så Xenoblade Chronicles X, et meget smukt spil, der virkelig fik meget ud af konsollens relativt begrænsede kræfter. Her var fokus endnu mere på udforskning og historien led tydeligt under det. Nu står vi så i 2017 med Xenoblade Chronicles 2 til Nintendo Switch, som tydeligvis forsøger at gå tilbage til seriens rødder og få mere historie tilbage i spillet, uden dog at fjerne udforskningselementet. Hvordan er resultatet?

Lad mig begynde med at fokusere på et af de mest omdiskuterede emner siden spillet blev præsenteret første gang: Karakterdesign og beklædning.

Xenoblade Chronicles 2 (herefter XC2) trækker stregerne skarpere op og går meget i retning af anime, langt mere end begge forgængere. Det er både godt og skidt. Et problem er at de fleste standard NPC’er i de forskellige byer, mere ligner figurer fra de forrige spil, og så stikker hovedkarakteren altså voldsomt ud i forhold til.

Endnu mere stikker dog designet af de såkaldte Blades ud. I spillet indtager man rollen som Rex. Han arbejder indenfor bjærgningsbranchen, men på en speciel bjærgningsmission kommer han i kontakt med et såkaldt Blade ved navn Pyra. Et blade er et våben der vækkes til live når de kommer i kontakt med den rette person. Alle der kontrollerer et sådan våben bliver kaldt Drivers.

Og her er egentlig en stor kerne i historien: forholdet mellem Driver og Blade og hvordan disse bliver anset af den almene befolkning etc.

Det er muligt at få flere blades i spillet, og nu kommer vi til det springende punkt i forhold til design af beklædning og generelt figurdesign af disse Blades: En stor del af de mere sjældne Blades, og Pyra, er kvinder. Disse kvinder er dog ikke designet af Monolith selv, men de har derimod uddelegeret disse designs til forskellige anime og Manga tegnere. Disse har så igen, tilsyneladende haft helt frie hænder, for de kære Blades er, for en stor del, voldsomt overseksualiserede. Deres bryster er så gigantiske at Russ Meyer må vende sig af lykke i hans grav, og deres beklædning dækker kun lige akkurat nok til at kunne holde dette spil tilladt under 18.

Hvis spillet var et tænkt som et sexspil eller lignende ville det såmænd passe fint, men her stikker det altså kraftigt ud og er til tider ret forstyrrende.

24205115 853737928120574 624886495 n

Heldigvis er det dog kun et udsnit af figurerne, og langt de fleste kan du blot lade være med at bruge. Desuden skal spillet have ros for, trods alt, at selv disse overseksualiserede Blades har interessante personligheder, og ikke blot agerer øjenguf for perverterede individer. De er ofte meget stærke kvinder med en klar vilje og falder ikke på halen for at tilfredsstille mændene i spillet eller noget lignende. Tvært imod er det meget ofte kvinderne der redder mændene i historien og det er meget forfriskende.

På trods af det til tider horrible design så behandles kvinder noget bedre og mere interessant her, end i for eksempel Persona 5. Alt i alt synes jeg karaktererne vinder jo længere man bruger tid med dem, og selv de mest irriterende karakterer, åbner sig senere op og viser sig at have en imponerende dybde og nuance.

Generelt må man sige historien leverer. Det er, med afstand, den mest interessante historie i et rollespil i år. Jeg har lyst til at vide mere, og det er rigtig svært at slippe kontrolleren, da man altid lige vil vide hvad der sker som det næste. Historien kører i en fin pace og på intet tidspunkt føles det som om man kører i dødvande.

Det lykkedes endog at tage store emner som krig, menneskelighed og personlig udvikling op, uden at det på noget tidspunkt føles påtaget eller prædikende. Man bevæger sig ofte i moralske gråzoner og spilleren skal selv tage stilling til forskellige svar og valg, noget der ellers ikke er normen i japanske rollespil. Selv om historien ikke helt når Witcher 3 niveau, så er det stadig en fremragende en af slagsen.

24209683 853737931453907 754100956 o

Ligeså fremragende er grafikken. Spilverdenen er forbandet smuk. Især i docked tilstand er omverdenen mirakuløs, konstant skifter man fra store farverige vidder, til intime og nuancerede byer. Spektret er kæmpestort og det er en verden jeg har lyst til at gå på opdagelse i. I modsætning til Breath of the Wild, så er det meget mere detaljeret her og områderne er ikke bare skov, ørken, sne, landsby. Nej tvært imod så er der kælet for hver eneste lokation og hvert et område er helt unikt. Hele farvepaletten er brugt, og alligevel virker verden realistisk, på intet tidspunkt følte jeg at omgivelserne var for ekstreme. Den evne til at sprænge rammerne for farve og karakteristika og så alligevel holde selen stram omkring fysik og realisme er imponerende.

Det mest imponerende er dog hvor flydende spillet kører. Jeg oplevede kun få framedrops i kampe med mange fjender og masser af effekter på en gang, selv disse drops var så korte, at det ikke havde en negativ indvirkning på spillet. I håndholdt tilstand kører spillet med variabel resolution, og det kan til tider se lidt gnidret ud. Det er dog heldigvis kun sporadisk, og for det meste ser spillet, også i håndholdt, rigtig godt ud.

Det samme gælder, for det meste, musikken. Musikken, når man løber rundt i verden eller ser mellemsekvenser, er eminent. Endelig et rollespil hvor musikken for alvor har fået kærlighed.

24259599 853737934787240 319192710 o

Jeg greb flere gange mig selv i bare at stå og kigge ud i horisonten og nyde de smukke klaverarrangementer. Det er faktisk ikke sket for mig siden Lost Odyssey.

Men der er desværre et men. Musikken under kampene er forfærdelig. Det en omgang japansk elektrometal og det skærer i ørerne. Jeg forstår godt man vil have en anden stemning og lyd når der er kampe, men det kunne gøres på en anden måde. Bloodborne og Dark Souls serien har vist hvordan man kreerer perfekt stemningsmusik i kampe, uden at det bliver irriterende. Desværre er det ikke tilfældet her.

Heldigvis kan man dog skrue ned for musik, stemning, stemmer osv. Til lydbilledet hører også stemmeskuespillet, og her har vi en noget blandet landhandel. Kvaliteten af de engelske stemmer svinger fra øreblødende rædselsfuldt til fremragende. Ja, så vidt et spektrum er der her. Hovedpersonen har desværre en af de mest irriterende stemmer i et spil i lang tid. Til gengæld har Pyra en af de bedste stemmeskuespil præstationer jeg længe har hørt.

Og sådan er det generelt, nogle figurer har fantastisk dygtige stemmeskuespillere og andre er helt væk. Heldigvis er der dog mulighed for, på udgivelsesdagen, at downloade de originale japanske stemmer. Disse var dog ikke tilgængelige da jeg skulle spille spillet til anmeldelsen og derfor kan jeg ikke bedømme dem. I det store hele er lydbilledet dog rigtig godt.

Heldigvis er det ikke kun historie og indpakning der fungerer. Gameplay er også fremragende.

Et af mine store kritikpunkter ved de tidligere titler i serien var kampsystemet. Det var næsten en kopi af tab-target-skill-bar systemet, man kender fra de fleste MMO. I XC2 har det dog fået en gevaldig overhaling. Selv om man stadig auto angriber, så er brugen af arts (evner/magi) og specielle skills blevet forbedret markant.

I stedet for at man, som i de tidligere titler, har en lang bar i bunden af skærmen med alle ens evner, så er disse fordelt på de forskellige taster på kontrolleren, og billedet på skærmen matcher 1 til 1 den opsætning. Det gør hele brugen af evner og det at skifte mellem Blades flydene og føles uendeligt mere intuitivt end i tidligere titler.

Denne forbedring i design har samtidig givet designerne mulighed for at proppe mere kompleksitet ned i systemet, uden at det føles klodset.

Bruger man forskellige arts, fra forskellige figurer på korrekte tidspunkter, og i forhold til de rette elementer bliver man belønnet med mulighed for endnu stærkere arts, som skader fjender endnu mere eller har andre fordele. Nogle arts lader en også trække helende flasker ud af fjenderne, dette giver i sig selv et mere taktisk kampsystem hvor man konstant skal afveje, om man vil efter den helt store kombination eller det er nødvendigt at vælge en anden evne der holder ens team i live.

De helt store kombinationsangreb bliver der bygget op til jo mere man angriber fjenden. I øverste højre hjørne har man tre barer som udfyldes gradvist. Er alle tre fyldt op kan same hele holdet i et særligt hårdtslående angrib, der giver rigtig stor skade. De enkelte barer er dog også dem man skal bruge hvis man ønsker at genoplive en falden kammerat. Og her ser vi igen den konstante balancegang mellem offensivt og defensivt spil. Man bliver belønnet stort for at vælge sin tilgang med omhu og tænke strategisk, og prøve at forudse slagets gang.

24251094 853737948120572 957572689 o

Kampsystemet er en sand fryd og dette er det første J-rpg hvor jeg rent faktisk nød at løbe rundt og grinde tilfældige fjender. Grinding i sig selv er dog ikke nødvendig. Nedlægger man de fjender man kommer forbi og påtager sig de opgaver man møder på vejen, stiger man rigeligt i niveau til at kunne følge historien. Dette sammenholdt med det faktum at man altid kan gemme, vidner om en stor respekt for spillerens tid. Noget der igen ikke er normen i J-rpg.

Selv om førnævnte er tilfældet i XC2, belønner spillet dig dog for at tage sig tid til at udforske verden. Her er hemmelige skatte, missioner og sjældne fjender at finde og nedlægge. Ser man noget unikt i det fjerne, er det ofte en god ide at tage hen og undersøge det nærmere. Det kan også være man er heldig at en nedlagt fjende belønner en med en sjælden kernekrystal.

Jeg nævnte tidligere at det er muligt at tilegne sig nye Blades. Disse får man gennem såkaldte kernekrystaller. Der er almindelig Blades og så er der de førnævnte, specialdesignede, sjældne Blades.

Hvis man finder en sjælden kernekrystal er der en mulighed for at få en sådan. Det skal dog siges at det er tilfældigt om man rent faktisk får en sjælden eller en almindelig blade. Det tog mig over 20 timer før jeg fik min første tilfældige Blade. Andre har dog rapporteret de fik deres første efter få timers spil.

Nu melder angsten sig måske hos dig: ”Åh nej! Er det her nu en mulighed for at få mast mikrotransaktioner ind i spillet?!”

Nej det er det ikke. Der er ingen mulighed for at købe sjældne krystaller for penge eller lignende. Det er blot en belønning for at spille spillet og udforske verden. Heldigvis.

Det er faktisk en positiv ting, at disse sjældne Blades, reelt er sjældne, for når man så endelig får en så er det en rigtig fed oplevelse, og man kan ikke vente med at se hvilke arts og hvilken kampstil der følger med denne nye Blade.

24250871 853737941453906 1185108131 o

Xenoblade Chronicles 2 er et mesterværk. Musikken i kampene, de meget svingende stemmepræstationer samt de til tider horrible Blade designs trækker lidt ned, men ikke nok til at ødelægge oplevelsen.

Vi har stadig et spil der vil kunne sælge konsoller. Det er værd at investere i en Nintendo Switch for Xenoblade Chronicles 2 alene.

For mig personligt er dette, med afstand, det bedste rollespil der er udkommet i år og det bedste japanske rollespil i mange år.

Xenoblade Chronicles 2
Format: Nintendo Switch
Genre: JRPG
Udvikler: Monolith Soft
Udgiver: Nintendo
Antal spillere: 1
Premiere: 1. December 2017

plus

- Grafisk pragtpræstation på Switch.
- Fabelagtigt soundtrack (med undtagelse af kampene)
- Gribende og dyb historie.
- Stor respekt for spillerens tid.
- Verden er interessant og indbyder til udforskning.

95
minus

- Nogle sjældne Blades ligner i design noget fra en japansk pornotegnefilm.
- Musikken i kampene er enerverende.
- Svingende kvalitet i det engelske stemmeskuespil.
- Små framedrops under store kampe

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.