JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Shadow of the Colossus.

112931 shadow of the colossus 2018 eu640x640minEn mørk aften i 2006 tændte jeg for min Playstation 2 og smed et nyt spil i drevet. Jeg havde ikke hørt om spillet før, så jeg havde ingen forventninger til spillet. 12 år senere husker jeg stadig dette øjeblik, det var et fantastisk spil som jeg aldrig vil glemme. I morgen udkommer der et såkaldt Remake af selvsamme spil på Playstation 4. Læs med her hvis du vil se om spillet har mistet sin magi, eller om det stadigvæk er et eminent spil.

Shadow of the Colossus fortæller historien om en ung mand, som gerne vil bringe en ung kvinde tilbage fra de døde. Den unge mand har hørt historier om et mystisk sted hvor et væsen kan genoplive de døde, sammen med sin hest drager han afsted til dette sted. Det mystiske væsen, Dormin, lover at genoplive den unge kvinde, det kræver dog at vores helt dræber en række store monstre, hvilket vil blive belønnet med et stykke genoplivning. Her starter spillet, og det er din opgave at drage ud i det mystiske land, finde de sagnomspundne kolosser og dræbe dem.

Landet hvor du skal finde kolosserne er stort og smukt, og det er ikke nemt at finde frem til dit mål, heldigvis er du udrustet med et magisk sværd. Holder du sværdet op mod solen, vil en solstråle vise vej til kolossen du skal nedkæmpe. Når du endelig har fundet denne koloss, så vil du nok undre dig en smule, fordi det er et gigantisk monster, og du er kun udstyret med et sølle sværd og en bue med pile. Det virker i første omgang umuligt at nedlægge så stort et væsen, men hvis du studerer kolossen en smule, så vil du opdage at de har nogle svage punkter forskellige steder på deres kroppe. Din opgave er nu at klatre op på kolossen og stikke dit sværd ned i disse punkter, og det er her spillet viser sin styrke, hver eneste koloss skal nemlig dræbes på forskellig vis, der er ikke to som er ens. Det kræver tid og snilde at nedlægge de gigantiske kolosser som vandrer rundt i landet.

129259 shadow of the colossus 2018800x600min

Spillet er en fantastisk blanding af action og adventure, hvor det føles som om du løser en indviklet gåde hver gang du kæmper mod en koloss. Landet du befinder dig i er tomt og øde, der er ikke andre modstandere end de kolosser som du skal nedlægge. Der er store strækninger af skov, ørken, bjerglandskaber og meget mere, men det er for det meste tomt for liv, bortset fra fugle, fisk eller nogle øgler, så vil du ikke møde levende væsner i naturen. Denne tomhed og stilhed er med til at skabe en fantastisk stemning af ensomhed, samtidig med at kolosserne fremstår som majestæter der hersker over hver deres areal af landet. Allerede i Playstation 2 udgaven af spillet var dette en fantastisk oplevelse, det blev endda endnu bedre da BluePoint udgav et remaster af spillet på Playstation 3, og det er endda blevet endnu bedre med det her Remake på Playstation 4. Aldrig før har dette land set så flot ud, skove, søer osv. fremstår så smukt som aldrig før, hvilket er med til at genskabe den magiske følelse, som jeg oplevede første gang jeg spillede spillet.

På en standard Playstation 4 kører spillet med en opløsning på 1080p, og spillet kører med en fastlåst framerate på 30fps. Ejer du en Playstation 4 Pro, så har du dog mulighed for at vælge mellem 2 indstillinger, en såkaldt “Cinematic mode” hvor spillet kører i 30fps. men i en opløsning på 1440p. hvilket betyder at spillet fremstår meget klarere. Du kan dog også vælge en mode som hedder “Performance”, her kører spillet med 60fps. med en opløsning på 1080p. Min første gennemspilning af spillet foregik på min Pro, med Performance mode aktiveret hvilket betød at jeg for første gang i mit liv, kunne spille Shadow of the Colossus med en stabil høj framerate, hvilket er en verden til forskel fra Playstation 2 udgaven, som ofte dykkede meget lavt ned når det kommer til framerate. Anden gennemspilning foregik på min standard Playstation 4, jeg kunne godt se og mærke forskellen mellem 60fps. og 30fps. men det ændrede intet ved spilglæden. For at det ikke skal være løgn, så gennemspillede jeg faktisk Shadow of the Colossus en tredje gang på min Pro med Cinematic mode aktiveret.
Her kan jeg kun konkludere at spillet er fantatisk flot ligemeget hvilken konsol du spiller den på, jeg må dog indrømme at jeg foretrækker “Cinematic mode” på min Pro. Spillet er her skarpere og smukkere, specielt de flotte kolosser er mere detaljerede og de virker mere levende. Men som sagt, spillet er også smukt på en standard Playstation 4.

Et af de største problemer med Playstation 2 og 3 udgaverne var kontrollen over kameraet og spilfiguren, dette er noget som BluePoint var klar over da de lavede dette Remake til Playstation 4, den spritnye udgave byder nemlig på en hel ny kontrol-opsætning. Dette hjælper en del på det hele, styringen er meget bedre og kameraet farer ikke forvirrende rundt som i de foregående udgaver af spillet. Det var specielt i kampene med kolosserne at dette var tydeligt i de gamle udgaver, spilfiguren har nemlig begrænset styrke han er ikke nogen superhelt, dette betyder at når man kravler op af en koloss så er man afhængig af en styrke-bar, når denne løber ud så kan han ikke holde fast længere og falder ned. Det var meget frustrerende i de gamle udgaver, at kameraet ikke placerede sig ret, så man på den måde mistede orientationen på vejen op af kolossen, og blander man det med en mærkelig kontrol opsætning, så er det opskriften på ufattelig frustration. Denne del er næsten væk i den her udgave af spillet, jeg oplevede aldrig samme type frustration, det var faktisk meget mere behageligt og nemmere at styre spilfiguren. I de ældre spil magtede jeg ikke at gennemføre Time Attack kampene mod kolosserne, men den forbedrede styring og mere konstante framerate, gjorde at jeg faktisk gennemførte alle kampene.

Shadow of the Colossus PS4 7

BluePoint har taget et af mine all-time favorit spil og forbedret det på næsten alle måder, alt lige fra den forbedrede styring, det bedre kamera lige til den nye fantastiske grafiske opgradering er perfekt. Der er dog en ting som ikke er helt så vellykket, den nye grafiske præsentation af hoved personen er ikke helt så perfekt, hans ansigt ser en smule mærkeligt ud, det mindede mig om en udstillingsdukke. Ansigtet er desværre heller ikke animeret mens man spiller, i mellemsekvenser ser man ansigtet udvise en smule følelser, men ikke mens man spiller. Jeg ved ikke om det er en teknisk fejl i spillet, eller om det er bevidst fra udviklerens side, men det ser bare forkert ud at hovedpersonen ikke udviser følelser, specielt når det er noget som var tilstede i den originale udgave og den remastede Playstation 3 udgave af Shadow of the Colossus. Det er dog ikke noget som ødelægger spilglæden.

Dette remake er klart et af de bedste genudgivelser af et spil nogensinde, det er tro til det originale spil samtidig med at det forbedrer frustrerende detaljer fra det originale spil. Jeg følte mig hjemme fra første øjeblik jeg startede spillet op, jeg vidste hvor jeg skulle gå hen for at finde kolosserne, og hvordan jeg skulle nedlægge dem allesammen. Dette er vel det bedste eksempel på at denne udgave er en god udgave af Shadow of the Colssus.
Grafisk er dette spil lidt af et vidunder, lyssætningen, de lækre detaljer såsom håret på kolosserne, det flotte landskab og helt specielt de skovrige områder i spillet, sjældent har jeg set så smuk en spilverden. Jeg elsker at ridde rundt i naturen og simpelthen bare nyde det hele, ensomheden blandet med de smukke landskaber er noget man sjældent oplever i et spil.

shadow of the colossus ps4 1517694700542

Shadow of the Colossus er et fantastisk spil, det er nok noget af det tætteste man kommer på spil-kunst. Remaket som du kan købe og spille på din Playstation 4 snart, er helt klart et køb værd. Prisen er endda perfekt, det er ikke et fuldpris spil som man er vant til i dag. Selvom du har spillet Shadow of the Colossus før, eller aldrig har prøvet det før, så vil det være synd at snyde sig selv for det her nye Remake. Det her er et mesterværk af et spil.

Shadow of the Colossus
Format: Playstation 4
Genre: Action/eventyr
Udvikler: Bluepoint games
Udgiver:
SIE
Antal spillere: 1
Premiere: 7. Februar 2018
 
plus

- Forbedret styring af hovedperson og kamera.
- Fantastik grafisk opdatering.
- En magisk fortælling i en ligeså smuk og magisk verden.
- Det bedste remake jeg endnu har oplevet.       
- Shadow of the Colossus er et spil, som selv 12 år efter den første udgivelse stadig imponerer. 

95
minus

- Ansigtet på hovedpersonen er mærkelig plastikagtig, der mangler udtryk og følelser i ansigtet.

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.