JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Civilization VI: Rise and Fall DLC.

Sid Meiers Civilization VI Rise and Fall Free DownloadCivilization 6 var et af 2016’s helt store højdepunkter for mig. Selv om det selvsagt ikke havde den samme mængde indhold som Civilization 5 med udvidelser, så var der for mig ingen tvivl: Civilization 6 (herefter Civ 6) er det bedste basis Civilization spil vi til dato har fået.

Nu har vi så fået den første store udvidelsespakke, Rise and Fall.

Bygger den videre på den gode begyndelse Civ 6 havde? og retter den nogle af de kritikpunkter der var at anfægte på Civ 6? eller falder den til jorden som en ligegyldig udvidelse?

Heldigvis er det førstnævnte tilfældet. Rise and Fall byder på en mængde store og små tilføjelser til basis spillet, og retter til en vis grad nogle af de problemer der, trods alt, var med Civ 6 basis. Lad os se på de forskellige tilføjelser en ad gangen.

Nye civilisationer:

Vi får 8 nye civilisationer, samt en ny leder til en allerede eksisterende civilisation (Indien). De nye ledere spænder blandt andre over Skotland, Holland, Korea, Zulu, Kree m.fl. De nye civilisationer er meget forskellige, og præcis som stilen har været fra basis Civ 6, så er deres unikke evner og bygninger meget stærke og meget unikke, hvilket giver hver civilisation karakter og gør hvert nyt spil anderledes end det sidste.

Småtilføjelser:

Otte nye vidundere, heriblandt Amundsen og Scott’s forskningsstation m.fl., syv nye natur vidundere, flere nye enheder, bygninger og distrikter er det blevet til. De adskiller sig alle tilstrækkeligt fra tidligere indhold, uden dog at virke ubalancerede. Ud over småtilføjelserne har vi selvfølgelig også fået nye hovedfunktioner, disse giver den største ændring til spillet og vi vil se på dem en af gangen nedenfor.

Tidslinje:

Som det første er der kommet en tidslinje, hvor de forskellige bedrifter, ens civilisation opnår, bliver skrevet og tegnet ind. Det er meget flot lavet og giver en herlig fornemmelse af at man skriver virkelig verdenshistorie med sit spil. Selv om det på papiret er en lille ting, så giver det en enorm tilfredshed, at gå ind og kigge sin tidslinje igennem og se hvor mange store ting, ens civilisation har opnået.

28080788 902878853206481 1349897080 o

Nødstilfælde

En ny funktion der kan opstå er, såkaldte nødstilfælde. Dette sker hvis en civilisation bliver for dominerende. I visse tilfælde vil der så komme en notifikation på skærmen, om hvorvidt man vil danne gruppe med de andre nationer og opnå en given opgave mod den dominerende spiller. Det er frivilligt om man ønsker at være med eller ej. Lykkedes opgaven, vil de deltagende parter få en bonus. Lykkedes det til gengæld for den dominerende spiller at afværge, hvad end opgaven er, vil denne få en bonus.

Det er en ganske interessant tilføjelse. Personligt synes jeg dog ikke den, for alvor, fungerer i offline spil. De computerstyrede med og modspillere er ikke intelligente nok til at udnytte dette. Det er ganske enkelt for nemt at holde dem fra at opnå deres opgave, og belønningen for at afværge dette er ganske stor. Dette vil i sidste ende, fremfor at balancere spillet, gøre den stærke spiller endnu stærke.

I online spil med andre er det dog en rigtig god feature, og her kan det virkelig hjælpe svagere civilisationer med at holde sig inde i kampen.

28081794 902878883206478 581944026 o

Store tidsaldre

I de gamle Civilization spil havde vi begrebet en gylden tidsalder. I de disse spil handlede det om at generere en vis mængde lykke hos sine indbyggere over en vis periode, hvorefter man gik ind i en gylden tidsalder. I denne fik man så et boost til produktion, kultur, forskning etc.

I basis Civ6 var begrebet gylden tidsalder fjernet. I stedet havde man en slags pseudo gylden tidsalder, hvor man fik et boost til udbytte af forskellige art, hvis man havde et vidst antal faciliteter i sine byer.

Nu introduceres tidsaldre dog til Civ 6 gennem Rise and Fall.

I stedet for det gamle system, kan man nu komme i flere forskellige tidsaldre. En mørk tidsalder, en normal tidsalder, en gylden tidsalder eller en heroisk tidsalder.

Måden det fungerer på er, at hver æra har et bestemt pointsats, som man skal opnå for at komme i en normal tidsalder. Lykkedes det ikke, lander man i en mørk tidsalder. I en mørk tidsalder bliver ens loyalitet ramt, men man har også mulighed for at implementere særligt stærke politikker. Disse politikker giver en meget stærk effekt, der dog kommer på bekostning af en nedgang på en andet felt. Det kunne være en stor boost til kultur, til gengæld kan man ikke bygge nye byer, så længe den politik er aktiv osv.

Ved en normal tidsalder vil ens loyalitet gå tilbage til 1, og samtidig har man mulighed for at vælge en dedikation (typisk til forskning, kultur, religion eller erobring), som giver en stærk bonus til førnævnte.

I en gylden tidsalder stiger loyaliteten til 1,5 per tur og de bonusser man får gennem dedikationer er stærkere.

Hvis det lykkedes at opnå høj nok pointsats til at gå direkte fra en mørk tidsalder til en gylden, vil man i stedet opnå en heroisk tidsalder. I denne tidsalder er loyalitet den samme som en gylden tidsalder, til gengæld har man mulighed for at vælge 3 dedikationer.

Dette er et massivt boost, og det kan sagtens betale sig at spille spekulativt, og bevidst gå ind i en mørk tidsalder i en periode, og derved få adgang til de særlige politikker, for derefter at gå direkte i en heroisk tidsalder og dermed få adgang til 3 stærke dedikationer.

Det kan give nogle store sving i spillet, og er en fantastisk tilføjelse, og langt mere interessant end det gamle system.

28126096 902878866539813 1969704959 o

Loyalitet og Guvernører

Nu nævnte jeg loyalitet i forbindelse med den nye tidsalder mekanik. Loyalitet er, i sig selv, også en ny mekanik der er tilføjet med Rise and Fall.

Alt efter hvordan din civilisation klarer sig, og hvilke valg du træffer, så som hvor meget du går i krig, hvor langt fra hinanden dine byer befinder sig osv. Vil dine indbyggeres loyalitet ændre sig. Opbygger man ikke nok loyalitet kan man risikere, at sine byer gør oprør og bliver til såkaldte frie byer.

Hvis man omvendt opbygger stor loyalitet hos sine indbyggere, kan man bruge dette til at overtage frie byer fra andre nationer. En stor hjælp til at bevare sine indbyggere tilfredse og loyale, er at indsætte guvernører. Disse figurer bruges til at højne loyaliteten, samtidig giver de forskellige bonusser til produktion, forskning, religion etc. alt efter hvilken guvernør man vælger og hvordan man opgraderer dem.

Man får disse gennem forskellige stadier af ens teknologitræ samt ens politiske træ. Dette tvinger dig som spiller til at planlægge din teknologi og politik, og sikrer at du får disse guvernører, da det ellers kan koste for meget i loyalitet. Samtidig skal man, når man får et såkaldt guvernørpoint, vælge hvorvidt man vil hyre en ny guvernør eller opgradere en eksisterende. Dette i sig selv tilføjer strategi og hovedbrud til guvernør-mekanikken og gør den langt mere interessant.

For mig personligt minder loyalitets-mekanikken en smule om kultursystemet i Civilization 4, hvor man kunne overtage byer gennem kultur, hvis ens kultur var markant højere end deres. Det var et af mine yndlings-mekanikker og det er rart at vi nu har noget lignende i Civ 6. Jeg synes dog godt at muligheden for at overtage gennem loyalitet, kan udbygges og gøres mere effektiv. Guvernør mekanikken fungerer som den er, men lidt finpudsning, og måske nogle flere opgraderinger frem mod aggressiv loyalitets strategi, ville gøre den bedre og ville få den til at føles mere unik.

28081939 902878869873146 1675711419 o

Udvidede alliancer

Den sidste nye funktion vi skal kigge på er udvidede alliancer. Tidligere bestod alliancer af to former: En militær union og en decideret alliance. I en militær union kunne man kæmpe sammen mod en eller flere andre nationer, men man havde ingen forpligtelse til at gå i krig. Ved en alliance blev man automatisk hevet med i krig hvis ens allierede gik i krig.

Nu er alliancer blevet mere specialiserede og interessante. Frem for ganske simpelt at handle om krig, så kan man nu indgå en alliance omkring alt lige fra forskning til kultur. Begge parter får så en bonus til det valgte udbytte, og alliancen kan opgraderes jo længere den har eksisteret, for at give flere bonusser osv. Det er langt mere interessant og giver et større incitament til at indgå alliance, og tage sig tid til diplomati i spillet.

Desværre er den kunstige intelligens stadig ikke den stærkeste til diplomati, og nogle gange vipper en nation fra venlig til krig på få ture, og ud fra ganske arbitrære årsager. Det gør det til tider svært at få alliancesystemet i gang, men når det lykkedes fungerer det rigtig godt, og mekanikken i sig selv, er en fremragende tilføjelse til Civ universet. Selv om jeg har kritiseret den kunstige intelligens så skal firaxis dog roses for, tydeligvis, at have arbejdet med denne. Selv om den, hvad diplomati og nødstilfælde angår, stadig ikke er hvor den bør være, så er den på andre områder blevet markant forbedret.

I Civ 6 tilføjede man distriktssystemet, som gjorde at det pludselig var meget væsentligt hvor man byggede sine forskellige udvidelser i byerne, da det både kunne have negativ og positiv effekt, afhængigt at beliggenhed, og hvad der grænsede op til dem. Selv om jeg elsker det system, så havde den kunstige intelligens meget svært ved at bygge effektivt. Dette er dog ændret i Rise and Fall, og det er rigtig interessant at se hvor god den kunstige intelligens er blevet til, at bygge effektivt og tage hensyn til hvor og i hvilken rækkefølge der bygges.

Det er et stort skridt i den rigtige retning, men der er stadig meget arbejde at gøre ved den kunstige intelligens.

28170820 902878863206480 1748520898 o

Alt i alt er Rise and Fall en fantastisk udvidelse. Stort set samtlige nye tilføjelser sidder lige i skabet, og de der ikke gør, har stadig stort potentiale og kan med relativt få ændringer bliver fænomenale. Rise and Fall er et must have hvis du ejer Civilization 6, og hvis du ikke ejer Civilization 6, så sørg for at få købt begge dele, for det er blandt de bedste strategititler på markedet.

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.