JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Metal Gear Survive

metal gear survive 1 800x450Metal Gear Survive er det første spil i Metal Gear universet som er udgivet, siden Hideo Kojima forlod Konami i 2015. Survive er et anderledes action/adventure spil, som blander base bygning og overlevelse sammen med Open World gameplay. Jeg har altid været glad for Metal Gear serien, desværre har spillene, som ikke er del af hovedserien, ikke været noget for mig, så jeg må ærlig indrømme at Survive ikke var et spil jeg så særligt meget frem til at spille. Survive viste sig dog at overraske den her gamle anmelder, læs med her.

Survive udspiller sig et sted mellem Metal Gear Solid V: Ground Zeroes og Metal Gear Solid V: The Phantom Pain, efter at Big Boss og Miller blev evakueret fra Mother Base. UN-soldaterne samler ligene af de faldne soldater, for at give dem en ordentlig begravelse, et af ligene er dog lidt mere interessant end de andre. Et ormehul har åbnet sig direkte over basen, og denne soldat var ved at blive suget ind i hullet, på mirakuløs vis undgik han dog dette, han mistede dog sin arm til hullet. Seks måneder senere vågner denne soldat forvirret og åbenbart stadig i live, han er dog ikke længere på basen, en mystisk person ved navn Goodluck, har sendt denne soldat ind i ormehullet og givet ham en ny mission. Han skal undersøge den mystiske verden bag ved ormhullet, og finde en kur som kan kurere den mystiske sygdom, som har ramt soldaten efter han mistede sin arm.

Du indtager selvfølgelig rollen som den genopståede soldat, du skal styre ham igennem en verden fuld af mareridtsvæsner og en mystisk støvsky. Du starter spillet i en lille base, hvor du har mulighed for at sove og udvikle genstande. Soldaten får tildelt nogle små missioner fra Goodluck, de første mange missioner lærer dig de grundlæggende principper i spillet. Som navnet allerede røber, så gælder det om at overleve i det her spil, her snakker vi om sult, tørst og energi. En god soldat klarer sig ikke uden mad og drikke, så du skal hele tiden samle vand og føde, både i form af kød og planter. Den mystiske verden du er endt i, sprudler desværre ikke med frodige sletter, vandløb og dyr, nej her er det for det meste øde og tomt for liv, enkelte planter og dyr støder man dog altid på, så det gælder om at rationere alt det man samler. Hvis du ikke spiser eller drikker nok, så mister du energi, du bliver hurtigere udmattet og du vil ende med at dø hvis du ikke fylder op igen.

metal gear survive review 1 800x450 c

Der er desværre en form for liv på den her side af ormehullet, nogle frygtelige monstre som hellere end gerne vil spise dig til frokost. De første monstre du møder, er de såkaldte ”Wanderers”, nogle zombie-lignende væsner med en glødende pind istedet for et hoved, de kan intet se, men de kan høre dig, og de er aldrig alene, de færdes altid i store flokke. Wanderers er de mest hyppige modstandere i spillet, du vil møde dem igennem hele spillet, de er simple og nemme at besejre i små flokke, men senere vil de få hjælp af nogle lidt sværere monstre, som f.eks. Watchers, som vil advare de andre monstre hvis de opdager dig. Der er en del forskellige monstre som gør livet endnu mere besværligt, men de fleste af dem vil du først møde meget senere i spillet. Du kan selvfølgelig slås mod modstanderne, men ikke helt som man er vant til i Metal Gear serien, dit hovedvåben i spillet er faktisk et slagvåben, der er nemlig ikke meget ammunition i den her verden, så de fleste kampe vil blive udkæmpet med slagvåben, såsom et spyd eller et bat. Du kan dog bruge forskellige ressourcer til at bygge ting som gør det hele en smule nemmere, hvis du f.eks. samler jern, så kan du bygge et hegn som du kan placere mellem dig og dine fjender, på den måde kan du stå bag hegnet og stille og roligt nedlægge dine fjender med dit spyd. Et hegn holder dog ikke for evigt, det tager skade og vil falde jo flere fjender der står på den modsatte side, så det gælder om at tænke sig om hvis man kommer i kamp, ja faktisk så kan man tænke så meget at man helt kan undgå kampene.

Stealth er nemlig en vigtig del Metal Gear serien, også i Survive er Stealth et vigtigt redskab i din kamp for overlevelse. Du kan snige dig frem til dit mål og på den måde undgå mange fjender, eller du kan lege Smadre-Per og prøve at kæmpe dig forbi alle modstanderne, du skal dog hele tiden huske på at spise og drikke lige meget hvilken metode du bruger, og nogle gange er den lige vej også den mest besværlige vej. Så det gælder om at bruge hovedet og mulighederne som spillet tilbyder, hvis du vil se slutningen i spillet.
Til at starte med er det hele simpelt nok, du bliver sendt ud på små korte missioner tæt på din base, og du kan hele tiden vende tilbage for at tanke op og bygge nye ting, du har hele tiden et kort som kan bruges til at orientere dig på. Senere bliver det hele dog en smule mere besværligt, du bliver nemlig tvunget til at bevæge dig ind i den mærkværdige støvsky som omkranser dele af kortet, så snart du er i skyen vil du have problemer med at trække vejret, samtidig med at du ikke længere kan benytte kortet til at orientere dig med. Så du bliver tvunget til at navigere efter lys i horisonten, og du skal bygge dig nogle masker som gør det muligt at trække vejret igen. Hvor det før var simpelt og enkelt at gennemføre en mission, så skal man lige pludselig bruge helt nye metoder. Det er en fed fornemmelse at bevæge sig ind i støvskyen, samle en masse ressourcer og genstande, som skal bruges til fremtidige missioner, og så skynde sig hjem inden man dør af forgiftning eller sult. Det er intenst og giver spillet en fed kant, overlevelse er i højsæde og det gælder om at snige sig forbi horder af fjender for at nå hjem igen.

Spillet udvikler sig hele tiden, der tilføjes nye objekter som kan bygges, du kommer til nye områder som byder på nye udfordringer, nye fjender introduceres og du vil endda møde nogle store boss modstandere. Jeg var meget positivt overrasket over hvor meget spillet hele tiden udfordrede mig med nye ting, selvom missionerne ofte har samme mål, så er vejen til målet hele tiden forskellig. Selv historien i spillet udvikler sig hele tiden, du vil opleve twists og nye personligheder hele vejen til den klimatiske afslutning af spillet.

Metal Gear Survive 130617 002 800x450

Udover en singleplayer del, så indeholder Metal Gear Survive også en coop mode, hvor du sammen med 3 andre spillere skal gennemføre en masse forskellige typer missioner. Sammen med de andre spillere skal du nedkæmpe horder af monstre, samtidig med at du skal beskytte nogle bestemte genstande. Du kan endda spille missionerne alene, hvor 3 computer-styrede hjælpere vil forsøge overtage rollen af de andre spillere. Disse coop missioner er hektiske og vil vinde dig en masse ressourcer, som du kan bruge i singleplayer delen. Jeg oplevede mange sjove missioner, hvor jeg arbejdede sammen med tilfældige Playstation spillere, her skete hele tiden noget og det var vildt udfordrende.

Metal Gear Survive er et godt singleplayer spil, men du skal gøre dig selv klart at det her ikke er et typisk Metal Gear spil, her gælder det om at bygge baser og overleve mod den barske natur. Der er mange typiske elementer fra Metal Gear i spillet, men det spilles på en meget atypisk måde. Spillet er heller ikke et fuldpris spil, så produktions niveauet er ikke helt så stort og fænomenalt, som i de spil i Metal Gear serien som har et nummer. Men der er et rigtigt godt spil gemt her i Survive, det er anderledes og udfordrende, og så er det et stort spil. Det tog mig 40 timer at nå til slutsekvensen i spillet, men jeg var glad og underholdt i alle timerne. Det var en fornøjelse at bygge baser og dræbe de zombie lignende monstre, samtidig med at naturen udfordrede mig.

Spillet er dog ikke kun lutter lagkage, for det første kræver spillet at du hele tiden er forbundet til internettet, hvilket kan være et problem hvis Playstation netværk/Xbox Live går ned, eller man af en eller anden grund mister nettet hjemme hos sig selv. Det er dog yderst sjældent at dette sker, så det er en lille bekymring. Spillet er også fyldt med de såkaldte microtransactions, hvor du i en butik, med rigtige penge, kan købe forskellige ting til spillet. Jeg er ikke stor fan af disse tilføjelser i spil i dag. Udviklerne reklamerer altid med at det kun er visuelle ting man kan købe, eller at det er en genvej for folk som ikke har helt så meget tid til at bruge på spillet, så kan de købe ting som gør spillet nemmere. Desværre føles det ofte som om udviklerne har forlænget spillet, og gjort det hårdere at gennemføre hvis man ikke bruger penge på at købe i butikkerne. Metal Gear Survive er dog ikke på den måde, eller rettere sagt, jeg oplevede ikke dette med spillet, jeg nød jo de timer jeg tilbragte med spillet. Man kan dog spille videre, selv efter man har gennemført historien i spillet, her kan man f.eks. møde alternative bosser. Her føles spillet dog meget svært med mindre man bruger penge på at købe hjælp i butikken.

unnamed file 800x450

Metal Gear Survive overraskede mig positivt, jeg havde ikke de store forventninger til spillet, men endte med at blive godt underholdt i mere end 40 timer. Det er dog ikke nemt at anbefale dette spil til alle spillere, fordi jeg ved at det ikke vil falde i alle folks smag, en del spillere vil nok blive afskrækket af overlevelses aspektet i spillet, mens andre ikke vil røre spillet fordi at Hideo Kojima ikke er involveret i projektet. Jeg vil dog mene man går glip af et godt spil, og hvis man giver spillet en chance for at være det spil ,som det nu engang er, et action/adventure spil med base-bygning og overlevelses aspekter, så vil man helt sikkert, ligesom mig, være godt underholdt af Metal Gear Survive. Jeg er glad for at jeg fik muligheden for at spille Metal Gear Survive, og håber at der er andre spillere derude, som vil finde glæde ved spillet.

Metal Gear Survive
Format: Playstation 4, Xbox One, PC. 
Genre: 
Action/Adventure - Survival
Udvikler: Konami Digital Entertainment
Udgiver:
 Konami
Antal spillere: Single, 4 spiller Co-op. 
Premiere: 20. Februar 2018
 
plus

- God blanding af basebygning, Open world og overlevelse. 
- Du introduceres hele tiden for nye ting.
- Online delen er hektisk og underholdende.
- Mange timers god underholdning.

85
minus

- Lidt for meget fokus på Microtransactions.
- Kræver at du er forbundet til internettet hele tiden. 

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.