JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Hearthstone: Kobolds & Catacombs.

476869 KandC header.jpgHos Joypad var vi meget skuffede over Hearthstones sidste udvidelse, Knights of the Frozen Throne, men vi skrev dog at vi havde tiltro til at Blizzard kunne rette skibet tilbage på ret kurs. Nu er endnu en udvidelse, Kobolds and Catacombs, udkommet og nu skal det vise sig om det er lykkedes for Blizzard at vende tilbage til fordums styrke.

Ja, på mange måder er Kobolds and Catacombs et stort skridt i den rigtige retning, der er dog stadig store ankepunkter som er bekymrende. Men lad os se på de nye tilføjelser til spillet først. Den største nye tilføjelse er de såkaldte Dungeon runs. Det er en singleplayer tilføjelse der er ganske gratis. Disse er en blanding af de klassiske roguelike spil og adventure-kortspil. Et dungeon run fungerer ved at man vælger en klasse. Her får man så et meget lille deck af kort fra den klasse og skal så forsøge at komme igennem en række boss kampe i stigende sværhedsgrad.

Efter hver sejr, får man valget mellem 3 pakker af 3 kort som man kan tilføje til sit deck. Disse er inddelt efter forskellige arketyper. Ind imellem får man også såkaldte Skatte, som enten er, meget stærke kort, eller en meget stærk effekt. Det kan være alt fra et kort der lader dig slå alle modstanderens figurer ihjel eller en effekt der fordobler dit starthelbred ved hver kampstart.

ko1

Det er faktisk en rigtig sjov tilføjelse til spillet og den er meget udfordrende. Jeg har brugt rigtig mange timer på den allerede.

Der er dog et par ankepunkter. Det ene er at man ikke rigtig får nogen belønning for sine anstrengelser. Lykkedes det at gennemføre dungeon run helt med alle klasser får man en ny kortbagside. Dette virker, ærlig talt, noget sølle i forhold til hvor mange timer det vil tage og hvor svært det er at gennemføre et dungeon run. Det andet ankepunkt er mængden af held. Ofte vil du opleve at du rammer tilfældigt ind i en boss der er den perfekte kontra til din deck type og så har du ofte tabt på forhånd. Dertil kommer at sidste bosserne har oceaner af tilfældige elementer i sig, desuden er det helt tilfældigt hvilke skatte og kort du får mulighed for at tage, og der er markant forskel i kvaliteten af disse.

Dette er naturligvis i tråd med de gamle rogue like spil som disse skal minde om, men som kort adventurespil synes jeg ikke det er optimalt. Heldigvis er dine taktiske evner langt oftest det vigtigste, men at have lavet et super deck og spillet perfekt og så tabe til en fuldkommen tilfældig ting er frustrerende. Alt i alt er denne nye tilføjelse dog yderst velkommen og præsentation og boss variation er helt i top. At man så tilmed får det gratis er rigtig fedt. Stor ros skal lyde til Blizzard for dette.

Jeg vil gå så vidt at sige at dungeon runs alene er nok til at man bør vende tilbage og give Hearthstone en chance igen. Men en ting er solo tilføjelser. Noget helt andet, og for mange mere væsentligt, er tilføjelser af nye kort til online delen. Her skal der lyde kæmpe ros til Blizzard. De nye kort er fremragende og tilføjer et væld og nye og sjove interaktioner.

ko2

Endnu bedre er det at de sjoveste af disse kort og neutrale, så alle klasser kan få glæde af at bygge sjove nye decks med disse. Samtidig er det rigtig rart at der ikke er mange kort med tilfældige effekter i denne pakke. Det mest tilfældige er den nye recruit mekanik. Denne tager en figur fra dit deck og spiller den direkte på bordet, når du spiller et kort med recruit på. Det er dog kun figurer du allerede har i dit deck, og derfor bliver det straks mere taktisk og noget man faktisk kan planlægge efter, og ikke bare flipper en mønt.

Mængden af tilfældigheder var vores største ankepunkt i Knights of the frozen Throne, så det er virkelig dejligt at Blizzard denne gang er gået i stik modsat retning.

Onlinekampene føles endelig igen afgjort af taktik og godt spil frem for tilfældigheder. Samtidig er balancen meget bedre nu. Der er ingen klasser der er decideret ubrugelige og der er ikke én klasse der er umenneskeligt bedre end de andre. I stedet har hver klasse minimum et deck der klarer sig fint. Et ankepunkt er dog stadig tilstede, og det er prisen for at spille. Det er stadig rigtig dyrt at skulle klare sig i Hearthstone, og især hvis man skal følge med i standardformatet hvor gamle kort bliver roteret ud, kan det blive rigtig dyrt, hvis man gerne vil kunne spille de bedste decks. Især i Kobolds and Catacombs er dette tilfældet, da mængden af nødvendige legendariske og episke kort er stor. Stort set alle decks kræver en række episke og legendariske kort fra den nye udvidelse, så man kan ikke undgå at skulle lægge en del penge på bordet for at være med.

ko3

Blizzards belønningsstruktur er ganske enkelt stadig milevidt bag konkurrenterne. Især Eternal, Gwent og Shadowverse har en meget bedre struktur. Nogle vil sige at Blizzard kan tillade sig dette, da Hearthstone er markedsleder, men hvor længe vil det være tilfældet hvis flere og flere ikke føler de har råd til at holde sig up to date med spillet?

Et andet lille minus er at menuerne ofte hænger en del. Heldigvis er det dog kun i menuerne og ikke i selve kampene som kører glidningsløst.

Alt i alt er vi dog her på Joypad.dk rigtig glade for Kobolds and Catacombs og det er skønt igen varmt at kunne anbefale Hearthstone.

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.