JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Brætspil Anmeldelse - Cuba Libre

pic1723711Tillad mig at tage dig med på en rejse tilbage til min barndom. Vi befinder os i syvende klasse på Ludwig Andresen skolen i Tønder i det sydligste Danmark. Det er en tysk privat skole, og selv om hverken jeg eller mine forældre er en del af det tyske mindretal så blev jeg en del af denne lærings-institution.  Kutyme var at når læreren eller lærerinden kom ind, så rejste man sig op og modtog denne stående med et højt GUTEN MORGEN HERR / FRAU... Men den dag føltes anderledes. Vi havde hørt rygter om denne lidt vilde sjæl Volker Kracht. Det ligger selvsagt i hans efternavn der, hvis man fjerner t’et, oversat betyder larm. Der stod vi som en anden flok indoktrinerede får og holdt vejret og ventede på at få lov at måtte sætte os. (Jeg er klar over at den almene dansker vil tro jeg er over 80 år gammel når jeg beskriver dette forløb, men vi befinder os faktisk i 90’erne.) I stedet for at lade os sætte os, sprang han op på bordet og knejsende, med næsen højt mod sky, gjaldede han, på tysk, ud over klasselokalet: ”HVEM ER JEG!”

Det viste sig at han var Louis XIV.

I dette øjeblik vækkede han os ikke bare fra den grå og triste, ultra disciplinerede, hverdag vi var så vant til, men han vækkede også en intens, og hidtil fuldkomment ukendt lyst til historie hos mig. For første gang i mit liv ville jeg vide mere om menneskets historie, og ønskede mig ikke bare væk til elvere, orker og ænder der deler mit navn. Selv om efterfølgende historielærere, tilsyneladende, havde som primært mål og dræbe denne lyst hos mig, så ulmede den altid. Nysgerrigheden var der altid og når jeg først satte mig ned og læste om et stykke af vores farverige historie, blev jeg altid holdt fast. Dette manifesterede sig i særlig grad en del år senere da jeg, skulle til afgangseksamen i samtidshistorie på handelsgymnasiet.

I handelsskolen havde jeg det modsatte af Volker Kracht som lærer. Her var tale om en mand der på alle måder forsvandt ind i tapetet. Om det så gjaldt mit liv, kunne jeg ikke fortælle dig hvad han hed eller hvordan han så ud. Han var indbegrebet af den stereotype historielærer. Nå, men jeg havde ikke fået læse på pensum til den mundtlige eksamen. Men aftenen inden eksamen satte jeg mig til rette og begyndte at læse om den kolde krig. Jeg blev så grebet af historien at jeg ikke bare læste om den kolde krig, men satte mig ned og det meste af natten studerede udviklingen fra anden verdenskrig frem til konklusionen af den kolde krig, og hvordan det hele havde en lang rød tråd. Deri var også inkluderet påvirkningen af Vietnam og især også Cuba krisen. Det var naturligvis ikke nok at læse om Cuba krisen, jeg måtte jo også læse om hvordan Fidel kom til magten.

Givet at dette var aftenen før min eksamen, nåede jeg ikke at læse om nogen af de andre emner jeg kunne risikere at skulle op i.

Det er derfor også selvsagt at jeg var lettet, på grænsen til det euforiske, da jeg trak den kolde krig som emne. (Hvis du sidder derude og er et af de uheldige mennesker som universet altid spytter på, uanset hvor meget du anstrenger dig, og du trak lige det ene emne du ikke havde terpet 576 timer i, stiller jeg mig fuldt forståelig overfor det brændende had du måtte nære mod mig nu). Herefter fulgte henved 45 minutters intens historisk samtale med den kvindelige sensor, som elskede den kolde krig som emne (og James Bond), og en bestået eksamen. Ovenstående indblik i undertegnedes finurlige skoleliv fører os hen til dagens anmeldelse af Cuba Libre.

50981265 2022694464493736 2132211414310322176 nNetop min store interesse for Cuba krisen og det der gik forud i Cuba, og hvordan Fidel fik fravristet Batista magten, har gjort at jeg altid har ønsket at få fingrende i Cuba Libre. Det er nu ved at være en lille måneds tid at jeg modtog Cuba Libre fra GMT og jeg har spillet det et utal af gange efterhånden. Langt de fleste har været solo, og mest af alt fordi jeg har haft ufatteligt svært ved at sætte fingeren på hvorfor lige netop Cuba Libre, på trods af det egentlig burde have alle odds med sig, alligevel på mange måder var en følelsesmæssigt rodet oplevelse for mig. Cuba Libra er andet spil i COIN-serien fra GMT. En serie hvorfra jeg tidligere har anmeldt Pendragon og Falling Sky, og ud over disse har jeg spillet Liberty or Death og Colonial Twilight fra samme serie.

Pendragon, Falling Sky og Liberty or Death er tre spil jeg anser som noget nær perfekte design. De formår at blande kompleks historisk simulation og gameplay med en mekanisk elegance der gør dem helt unikke. En ting jeg især roste Falling Sky for var hvor let det var at tilgå for nye spillere. Min hustru elskede det. Derfor forventede jeg også at Cuba Libre ville tage mig med storm. Her var et spil der efter sigende var det nemmeste COIN at tilgå og tilmed et kapitel i historien jeg havde en særlig følelse for og interesse i. Mine udfordringer begyndte dog allerede ved mit første set up.

I Cuba Libre er der to set up. En standard set up og et variabelt set up hvori man havde ganske få retningslinjer og så kunne ”designe” sit eget scenarie. På papiret er det jo ganske fint og generer en vis variation i fremtidige spil, men lige præcis med et COIN-spil, en serie hvor jeg er blevet forkælet med forskellige historiske scenarier og kampagner, ja så virker det bare en anelse for mekanisk og tørt med et variabelt set up, hvor folk til en vis grad kan gøre hvad der passer dem. Jeg er klar over at man i Cuba Libre kun dækker en toårig periode, og at det sætter en vis begrænsning for mængden og variationen af scenarier, men denne løsning føltes aldrig rigtig for mig. (Og tro mig jeg gav den rigelige chancer). Standard set up i sig selv var også blot et koldt og mekanisk set up. I de ovennævnte andre spil i COIN-serien var der altid en lille tekst der beskrev den historiske baggrund, for lige netop det set up man skulle i gang med, og denne lille klat af tematisk krydderi var meget savnet i Cuba Libre.

50820490 2328083414143628 8328898501362581504 nPå selve kortet havde de forskellige områder også afmærket, hvor hvilke brikker skulle placeres i standardopsætningen. Dette gjorde naturligvis opsætningen særdeles hurtig, men det gav også en irriterende ikonografi på kortet, som føltes fuldkommen unødvendig når nu opsætning i reglerne i forvejen var ret simpel, og mængden af felter på kortet var ekstremt lille. Jeg har før set dette tiltag i mange EURO-games og her passer det ganske fint, fordi tematik ikke er en vigtig del af spillet, men nærmere mekanikken og derfor også at komme hurtigt i gang. Men i en historisk simulation er kortet en stor del af det der gør spillet smukt og tematisk, og så nogen små påtrykte brikker bidrager, desværre, blot til at spillet får en meget mekanisk følelse.

Selve spillemekanikkerne er ærketypisk COIN, hvilket naturligvis ikke overraske når dette var det andet i serien.

Lad mig kort opsummere grundelementerne. Hver tur vendes et event kort, hvorpå der er en række af ikoner, en for hver faktion, et historisk billede, og to begivenhedsaktioner en faktion kan vælge mellem. Den første faktion der er afbilledet, vælger så mellem de nævnte begivenheder på kortet, eller en, for sin faktion unik, kommando med eller uden en dertilhørende special aktion. Alt efter hvad denne vælger vil det enten begrænse eller åbne valgmulighederne for næste faktion. En spiller (faktion) kan dog også vælge at sige pas på dette kort og tjene et par ressourcer, og dermed måske have muligheden for en endnu bedre begivenhed på næste kort, som også er vist med ansigt oppe ad. Dette er relevant da der på hvert kort kun er to af de fire faktioner der får lov at agere, og disse to er så spærret fra at tage aktioner ved næste kort. Disse kort afveksles så engang imellem af et propagandakort, der varsler at man nu skal se om en af faktionerne har opfyldt sin sejrskondition og derefter er der lidt bogføring og hver faktion har nogle muligheder for at påvirke spillets nuværende tilstand på kortet, hvorefter man, hvis der ikke var en vinder, fortsætter med næste begivenhedskort.

Det er et fremragende system, i det de både er meget simpelt at forklare men også skaber en ekstra beslutning hver runde for hver spiller, og hvorvidt en given spiller vælger at sige pas eller tage en aktion øger intensiteten for de andre spillere. Man er med andre ord altid engageret i de andre spilleres tur. Kommandoerne og specialaktionerne i Cuba Libre er meget lette at forstå og simple, men passer faktisk meget godt til de enkelte faktioner der er med i spillet. Batistas regering, gør alt for at opsnuse og udslette de to revolutionsfaktioner samtidig med at de forsøger at holde sig på nogenlunde god fod med mafiasyndikatet. Syndikatet forsøger at få så mange ressourcer som muligt og at åbne kasinoer i Cuba samtidig med at de ønsker at holde de to revolutionære faktioner fra at blive stærke. De to revolutionsfaktioner Fidels 26. Juli parti og det anti kommunistiske og anti regerings revolutionære direktorat Directorio, kæmper med næb og klør mod regering og syndikat og er til tider tvunget til at arbejde lidt sammen, uden at de dog på nogen måder vil hjælpe hinanden for meget, da de jo er fundamentalt uenige om hvordan en fremtidig cubansk regering skal se ud.

49351321 410583689678127 2847098859484610560 nDet politiske spil og faktionernes unikke karakteristika kommer ganske fint til udtryk i asymmetriske kommandoer og de special aktioner de har at gøre brug af. Og som før nævnt, er de meget simple og lette at lære, hvilket igen fører til at Cuba Libre er meget nemt at gå til. Du kan ganske enkelt sætte spillet op, give hver spiller en aktions oversigt for deres faktion, og blot forklare dem hvad deres sejrsmål er, så er man egentlig sat fint op til at gå i gang. Det var sjældent vi havde brug for at kigge i reglerne i flerspiller partier, og spillet flød ganske fint gennem de første par runder. Jeg siger specifikt de første par runder, for nu kommer vi til mit største ankepunkt med Cuba Libre. Før nævnte jeg at kortet ikke havde ret mange områder og de enkelte aktioner var meget simple. Disse to faktorer førte til at I samtlige af mine spil, begyndte der efter en times tid at komme en mærkbar forandring i tilgangen til spillet.

Den første time var man stadig fuldt optaget af historikken og simulationen, men herefter var det som om det mekaniske tog over. Turene kørte nærmest på autopilot for målet, og vejen derhen, var åbenlys. Selv de store forandringer propagandarunderne førte med sig, ændrede ikke synderligt på dette, og i mange tilfælde endte spillet blot ud i et scenarie hvor hver spiller gik direkte efter hvilken aktion der nu lige kunne stoppe hvem der end var i spidsen pt. Nu sidder du måske og tænker, jamen sådan er det vel i alle spil? Man spiller vel for en stor del også for at vinde? Ja naturligvis, men skønheden i de andre COIN spil jeg har spillet, var netop at historiefortælling og jagten på sejr føltes som en naturlig simultan udvikling, hvor udviklingen i Cuba Libre i højere grad føles som en separation af de to.

Det i sig selv ville jeg ikke nødvendigvis klandre spillet for, især ikke hvis det netop skal bruges til at få spillere ind i denne serie og konflikt simulationsgenren, men den store synd i denne forbindelse er tiden det tager at gennemføre et spil. Jeg har tit hørt udtrykket Euro-Wargame brugt om COIN-serien, og det er et udtryk jeg altid har undret mig over. Personligt elsker jeg både Wargame og Eurogame genrerne. De tilfredsstiller på hver sin måde et specifikt ønske i spil for mig. Wargames giver mig en tematisk og mekanisk stærk simulering af historien, mens et godt Eurogame giver mig et mekanisk puslespil jeg skal løse.

Da jeg havde spillet Cuba Libre et par gange forstod jeg hvad man mente med Euro-wargame. Desværre føler jeg bare at spillet sætter sig pladask mellem to stole. Et godt Euro game er som nævnt et mekanisk puslespil jeg skal løse. Et så mekanisk drevet spil fungerer bedst når man spiller indenfor en nogenlunde tidsramme. Der findes flere og flere Euro-games der går på den kedelige side af to timer, og selv om der er inkarnerede fans der sværger det er dejligt, så finder jeg dem ofte for flade til at kunne tåle at blive strakt så langt ud. Der er naturligvis undtagelser, men fælles for disse er ofte at de formår at binde det mekaniske sammen med en stærk tematisk følelse. Et godt eksempel herpå er Food Chain Magnate, som ganske vidst er langt, men tiden føles ikke sådan fordi det mekaniske puslespil er så velintegreret i tematikken. Det samme gælder i øvrigt diverse design af Vital Lacerda.

Igen er disse dog undtagelserne.

50911470 236973237250278 8663585898077618176 n

Cuba Libre er ganske vidst mekanisk ganske interessant og også mere tematisk end den gængse Euro, men problematikken opstår ved at mekanikken og jagten på hvem der end er i føringen overtager og puslespillet bliver mere og mere tydeligt og tematikken mindre og mindre væsentlig jo længere man kommer. Havde et spil Cuba Libre taget 2 timer med 4 mand, tror jeg vi ville sidde med et perfekt spil til at introducere Euro-gamere og nye spillere til genren, men fordi man minimum skal forvente en time oveni det (og noget mere ved første spil) så ender man i en situation, hvor hverken dem der hungrer efter historisk tematik, eller dem der ønsker et skarpt tilrettet mekanisk produkt føler sig helt tilfredse.

Alt det jeg lige har nævnt, gør også at Cuba Libre efter første omgang mister sin appel som solospil.

På papiret er Cuba Libre fabelagtigt solo. De fremragende bots, styret af rutediagrammer, er også tilstede her. Og den kopi jeg anmeldte, er den nye tredje printning, med de nye op piftede rutediagrammer. Der er nu tilføjet både sekventielle og hierarkiske prioriteringer i felterne, som gør det meget nemt at udføre de forskellige bots handlinger på bedste vis. Eller det vil sige det er smart, indtil man opdager af der er forskel på forklaringen i regelbogen og i funktionen på rutediagrammet. Det kunne jeg måske forstå hvis dette var første udgivelse, men det er altså tredje printning vi taler om. Heldigvis var det ikke nok til at ødelægge brugen af rutediagrammerne, og der gik ikke lang tid før de forskellige bots runder blev afviklet med en fin fart. Der er ingen tvivl om Cuba Libre er det spil der er nemmest at tilgå solo i COIN-serien, men desværre så føltes stadig for langt for mig, i forhold til simpliciteten.

Desuden kan man reelt kun spille enten Regering eller 26.juli som spiller mod bots. Dette er også det valg regelbogen foreslår. Der er ganske vidst, siden første udgave, lavet ændringer i bots så det skulle være en bedre oplevelse hvis man vælger at spille som syndikatet eller Directorio, men det er stadig ikke en decideret tilfredsstillende oplevelse. Syndikatet er meget afhængigt af diplomati og samarbejde for at få sine aktioner igennem og dette er selvsagt lidt svært med bots, og spiller man som Directorio møder man nærmest ingen udfordring. Igen er det klart nævnt i spillet at man i solospillet skal vælge enten regering eller 26 Juli, men det er trods alt stadig en skuffende mangel på valg i sammenligning med de andre spil i serien.

Af mere praktisk karakter kan nævnes at komponenterne er vanlig fremragende GMT-standard. Kortene er nemme at læse og billederne samt de små historiske fakta om disse, man kan finde i den vedlagte Playbook er en dejlig tilføjelse for historieinteresserede. Selve kortet man spiller på er også af høj kvalitet og det er nemt at overskue. Farvevalget og ikonografien føles dog meget mekanisk og vækkede ikke nogen tematisk følelse hos mig. Især ikke når man sammenligner med spil som Falling Sky, Pendragon og Liberty or Death. Dette lå tættere på Colonial Twilight, hvis kort jeg heller ikke var begejstret for.

Hvis I har læst min Falling Sky anmeldelse, vil I vide at det var et spil min hustru forelskede sig i. Derfor så hun også meget frem til at prøve Cuba Libre, men det fik hun aldrig gjort. Ganske simpelt fordi lysten aldrig ramte hende. Kortet i Falling Sky fangede hende med det samme og sugede hende ind. Men da hun så Cuba Libre sat op, forsvandt hendes lyst med det samme. Hun følte på ingen måde at kortet virkede dragende på hende eller fortalte en historie.

Grunden til jeg nævner dette her til slut er at det understreger mit fundamentale problem med Cuba Libre. Det begrænsede kort og de simple aktioner er alt sammen rigtig gode skridt mod at få nye ind i COIN-serien og i Wargames generelt, men hvis ikke de præsenteres på en måde der oser af stemning, ender man blot med noget ser alt for mekanisk ud og tilmed er meget langt, hvilket igen skræmmer potentielle nye spillere væk. Selv om ovennævnte godt kan virke meget kritisk og negativt vil jeg gerne understrege at der er meget godt i Cuba Libre. Det fundamentale flow i hver runde er fremragende og selv om kommandoer og specialaktioner er simple vedholder de stadig en fin grad af nuance. Hvis blot man kunne barbere halvdelen af spilletiden og servere det hele på et kort der var mere tematisk og indbydende ville Cuba Libre være en komplet vinder.

50985941 391008208372021 6042119950032699392 nDertil skal det også siges at hvis man virkelig elsker det historiske miljø under Fidel’s revolution, er det et spil man roligt kan kaste sig ud i. Har man spillet andre i serien må man dog ikke forvente samme grad af intens tematisk historiefortælling. Hvis man i stedet blot er interesseret i en relativt begyndervenlig indgang til COIN-serien vil jeg dog i stedet foreslå Falling Sky.

Cuba Libre
Format: Brætspil
Genre: GMT Coin-Wargame
Udvikler: Jeff Grossman, Volko Ruhnke
Udgiver:
GMT Games
Antal spillere: 1-4
Spilletid:
180+ min.
Alder:
14+
plus

- Meget nemt at lære.
- Godt flow i de enkelte runder.
- Meget hurtigt opsætning.                                                                                       

65
minus

- Får hurtigt en mekanisk følelsel.
- Lange sessioner devalueres hurtigt til "indhent lederen"
- Kortet er ikke indbydende at se på.
- Alt for langt i forhold til dybde.

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.