JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Anno 1800

anno 1Lige siden vores tidligste forfædre vandrede på denne jord har vi mennesker haft en forkærlighed for at bygge, og dette har ikke ændret sig. De bosteder, transportmidler, kunstværker etc. vi bygger har naturligvis udviklet sig, men den dag i dag er lysten til at bygge op i et my mindre end for tusinder af år siden. Helt fra barnsben ses denne trang til at bygge op gennem legen med træklodser og senere Lego. Ja selv som voksne beskæftiger vi os alle i en eller anden forstand med at bygge og kreere vores egne ting. Det kan være man bygger sit eget hus, tilretter sin have på en helt specifik måde. Eller måske ses det ved de spil man spiller. Spil som Minecraft og Sims er vanvittigt populære med millioner af spillere verden over. Selv i genre der ikke umiddelbart har noget med at bygge at gøre ses lysten til at forbedre, opbygge og tilpasse sit eget. Det kan være i form af sin helt i rollespil eller sit hold i et sportsmanager spil. Det er derfor heller ikke overraskende at vi har et væld af by-bygge simulatorer at vælge imellem. En af de største serier i denne genre er Anno serien og det nyeste afsnit, Anno 1800, skal vi se på i dag.

Før vi går i gang med den mere mekaniske del af spillet så lad os få et af de større debatemner der har omkredset dette spil ud af verdenen. Anno 1800 beskæftiger sig med temaer som industrialiseringen i England samt kolonisering, uden dog for alvor at takle nogle af de store problematiske temaer der omkredser disse tematikker. I det 21. århundrede er det selvsagt noget der vil blive set skævt til. De uhyrligheder der foregik under industrialiseringen i form af børnearbejde, forurening osv. samt koloniseringen hvor indfødte overalt på kloden blev berøvet, voldtaget og frataget deres land, er emner vi ikke må feje under gulvtæppet. Det er vigtigt vi spejler os selv i denne fortid og sikrer os at den slags ikke sker igen, og ikke mindst anerkender hvordan nogle af disse grusomheder stadig har indvirkning på især indfødte i USA den dag i dag. Men lige med Anno serien overraskede det mig ikke at disse temaer ikke for alvor bliver behandlet. I stedet ser vi en mere rosenrød fortid, hvor du som spiller hjælper de indfødte og børnearbejde er slet ikke en mulighed.

For at forstå dette valg hjælper det at have spillet tidligere spil i serien. Anno har altid haft en rosenrød tilgang til både historien og fremtiden. Javist blev der i Anno 2017 kradset lidt i overfladen omkring temaer som klima, men det blev ved kilder og blev aldrig for alvor smertefuldt. Anno spillene er rendyrket opbygger eskapisme. Her handler det om at bygge en ny smuk verden for dine beboere og aldrig om social- og samfunds politik. Hvorfor? Mit umiddelbare svar ligger hos udviklernes nationale tilhørsforhold. Det første Anno (Anno 1602) udkom helt tilbage i 1998 og var udviklet og udgivet af det østrigske Max Design. Det næste udkom i 2002 og hed Anno 1503. Her fik Max Design hjælp af Sunflowers Interactive. Sunflowers var en tysk virksomhed der indtil samarbejdet havde arbejdet på et RTS-spinoff der skulle hedde Anno Wars. Dette kom dog aldrig på markedet og i stedet indgik Sunflowers direkte i samarbejde med Max Design om Anno 1503.

anno 2Sunflowers var et tysk firma der eksisterede indtil 2007 hvor studiet blev overtaget af Ubisoft. Det er dog primært de samme udviklere der stadig den dag i dag arbejder på nye afsnit i serien. Nu bare under Ubisofts banner, men dog stadig med hovedsæde i Tyskland. Både Østrig og især Tyskland har været ramt af alvorlige sammenbrud. For Tysklands vedkomne sluttede både 1. og 2. Verdenskrig med at landet stod tilbage sønderbombet og i ruiner. Krig og socialt sammenbrud er stadig den dag i dag temaer som Tyskerne bliver mindet om op gennem deres skolegang. Det er uudsletteligt flettet ind i deres historie og selvforståelse. Den ikoniske Halløj på Badehotellet sketch ”Dont mention the War” rammer, om end sarkastisk, meget præcist den tilgang tyskerne som folk har haft til deres egen historie. Få lande HADER krig i samme grad som tyskerne, og det ses i deres udvikling af spil.

På brætspilsfronten udkom i 1995 Die Siedler von Catan (eller blot Catan i Danmark) af Klaus Teuber. I modsætning til den generelle trend dengang i brætspilsindustrien så var der her ingen krig. Her handlede det om at bygge op. Dette spil lagde kimen for en genre indenfor Brætspil kaldet Euro games. Spil der for en stor del drejer sig om at bygge op og samle fremfor at nedbryde og udslette. Denne trend ser vi igen i Anno serien. Her var et spil der drejede sig om at bygge op. Senere afsnit havde krig på skibe med og det ser vi også i Anno 1800, men det var aldrig et spil der handlede om at gå i krig. Krigsdelen blev mere tilføjet som en mekanisk tilføjelse der skulle hjælpe med at give spilleren bedre modstand og balancere online kampe. Derfor er emner som udnyttelse af indfødte og kolonisering gennem voldelig overtagelse ikke emner der er at finde i Anno, og heller ikke Anno 1800. Den smertelige forhistorie med et helt land og folkefærd i ruiner er ikke noget den almene tysker ønsker at se genspejlet i sin byggesimulator. (Det skal også siges at langt størstedelen af Anno’s spillerbase er at finde i Tyskland, Østrig og Schweiz). Det er også derfor jeg ikke for alvor vil kritisere udviklerne for ikke at vende disse emner. Anno er eskapisme og jeg respekterer udviklernes baggrund nok til at respektere dette valg.

anno 3Men hvis kampagnen ikke drejer sig om emner som industrialiseringens rædsler eller koloniseringens grusomheder, hvad handler den så om? I første omgang handler den om en familie hvis fader er blevet forrådt og fængslet af sin egen bror. Han dør nu under mystiske omstændigheder i fængslet, og det er nu din opgave som søn, sammen med din søster at rense hans navn og samtidig opbygge familiens forretning på en ny ø og dermed renser jeres families navn. Det er faktisk et ganske fint koncept for en historie og det hele begynder da også meget fint, men efter en små 5 timers spil begynder det hele at gå i vasken. En ildkult af hætteklædte kultister introduceres og historien går fra victoriansk familiedrama til pyroman-Cthulu-nonsens på ingen tid. Når man så samtidig medtager at kampagnen ikke rigtig formår at forklare spillets mere intrigante systemer, så står man tilbage med en lidt kedelig smag i munden. Lad mig sige det rent ud: Kampagnen er ikke din tid værd og du kan med fordel springe direkte til Endless mode.

Endless mode, eller Sandbox som den er kaldt i denne udgave, har altid været der hvor Anno serien skinner. Du vælger din farve og dit spillerikon, hvor mange AI modstandere og hvordan de skal opføre sig, hvilken type verden det skal være og så er du ellers velkommen til at bygge løs. Det står dig endog frit for at helt at vælge AI modstandere fra og så simpelthen bare bygge i dit eget tempo og hvordan du har lyst. Takket være de nye tilføjelser og det generelle mekaniske grundlag fungerer denne del fantastisk. Lad os se lidt på Anno i sin grundform og mere specifikt på de nye tilføjelser og forandringer til formlen og hvorfor jeg personligt ser det som det bedste Anno til dato, til trods for den noget tamme kampagne. Som tidligere nævnt er Anno et spil der handler om at bygge dit egent by / forretningsimperie. Dette gøres på tværs af diverse øer man kan overtage hvor man finder forskellige råmaterialer man skal inddrage i sin produktion.

anno 4Samtidig skal man sørge for at holde sine indbyggere og arbejdere tilfredse, og udvikle deres niveau så man kan lave mere avancerede bygninger og industrier og bygge sit imperium større og større. Ligesom i tidligere titler begynder man i Anno 1800 med et lille depot ved vandet. Herefter bygger man hytter til sine indbyggere. Man kontrollerer ikke sine indbyggere direkte men i stedet bygger man forskellige produktioner de så automatisk indgår i. Det være sig alt fra en simpel træfælder hytte til store fabrikker til fabrikation af glasvinduer. At optimere disse produktionslinjer så man får det optimale udbytte har altid været en del af Anno serien, men nyt i Anno 1800 er produktionstidsfaktoren. Hvis du ser på billedet ovenover, kan du se at bryggeriet tager 1 minut om at brygge en øl. Hvedefarmen tager også 1 minut om at producere 1 kolli hvede. Men humlemarken tager 1:30 om at producere humle nok til en kolli. Samtidig tager det kun 30 sekunder for din malt produktion at omdanne hveden til malt. Så nu er opgaven at sørge for at få bygge tilpas mange af de forskellige fabrikker / produktioner til at få dette puslespil til at gå op så du ingen spildtid har i nogen af dine fabrikker. Det er en genial tilføjelse der med få midler tilføjer en formidabel dybde til produktionskæde delen af spillet. Især når man ser hvor mange forskellige produktioner der er at kaste sig over, og en hel ny håndfuld når man ankommer til den nye verden, hvor man nu pludselig også kan have frugtplantager over kebabfabrikker osv. Ud over denne nye tilgang til produktion i serien er det nu også blevet muligt at købe aktier i de andre spilleres øer. Det giver et interessant alternativ til at ødelægge deres handelsruter eller havne med skibskrig.

anno 6Krigsdelen er i det hele taget meget minimalistisk. Der er kun mulighed for krig med skibe (altså ingen mennesker man ser, bliver slået ihjel eller lignende) og det kan reduceres til hvem her de største skibe. Der er ingen strategisk dybde at finde i den del, og derfor synes jeg det er forfriskende at man har tilføjet aktiesystemet. Det føles langt mere som en naturlig forlængelse af produktionssystemerne. Hvis du er den der producerer og handler bedst, vil du også være den med flest penge, og kan dermed købe de andre ud af deres øer / firmaer. Fjendtlig overtagelse er dog ikke den eneste interaktion man har med de andre modstandere. Man kan også handle med dem, ligesom var tilfældet i tidligere afsnit, og nu kan man også udføre opgaver eller sende dem pengegaver for potentielt med tiden at blive venner og allierede. Det er et ret simpelt system og til tider virker beslutningerne den kunstige intelligens tager direkte tilfældig. De opgaver man har mulighed for at påtage sig, er dog ganske sjove og giver et fint afbræk i byggerierne. Den nok største ny tilføjelse er dog ekspeditionerne. Når man har opnået en vis størrelse skib kan man tage på ekspeditioner. Disse varierer i sværhedsgrad og alt efter hvor godt udstyret ens skib er kan man påtage sig sværere og dermed også mere lukrative ekspeditioner.

Ekspeditionerne forløber så over en bestemt tid og i små intervaller bliver man mødt med en lille historie og et valg man skal foretage. Man kan bedst sammenligne disse med de gamle eventyrbøger hvor man skulle træffe et valg og derefter slå op på en side udfaldet af dit valg blev. Ekspeditionerne er godt sat op og er tilpas simple at forstå, men også interessante i historiefortælling til at de beriger følelsen af en virkelig levende historie i stedet for en grå og mekanisk byggesimulator. Fælles for ekspeditioner og de opgaver man kan få er at de kan afkaste specialister og forskellige værktøjer. Disse kan man så indsætte i forskellige dele af sin produktion eller forstærke sine skibe med. De forekommer i forskellige kvalitetsniveauer og tilføjer et lille element af ”loot” jagt til spillet som er tilpas lille til at det ikke svinger balancen i spillet frem mod tilfældighed, men dog også virksomme nok og forskellen i niveau stor nok til at det er sjovt at jagte disse modifikationer. Den sidste lille tilføjelse jeg vil tale om, er en såkaldt Blue-print mode. Nu er det muligt at se hvordan ens bygninger vil lægge og planlægge deres placering langsigtet ved hjælp af denne lille knap. Når man bruger denne, ser man bygningerne lagt i gennemsigtig form uden at de dog reelt bliver bygget før man trykker på knappen igen.

anno 7Hvis man tidligere har spillet Anno spil, vil man straks forstå hvor fantastisk en tilføjelse dette er. Akkurat som med Lego, haver osv. så er en stor del af tiltrækningen ved Anno at kunne bygge sine byer så flotte som mulig og æstetisk akkuratesse er et vigtigt element heri. Denne del bliver selvsagt noget nemmere at opnå hvis man på forhånd kan planlægge fremtidige byggerier. Ud over kampagne og Sandbox er der også mulighed for at spille online både mod, og nu i 1800 også med andre. Denne del fungerer upåklageligt og serverne er stabile. Men nu har vi talt en hel masse om historie og mekanik, hvad med den tekniske side? Den er bedre end nogensinde før og bedre end konkurrenterne på markedet. Fra et grafisk synspunkt er Anno 1800 umådeligt smukt. Det er ikke blot det flotteste Anno til dato men med afstand den flotteste by-bygge simulator på markedet. Ikke blot er omgivelser og bygninger flotte og detaljerede, men zoomer man ind på de forskellige produktioner i ens by kan man se sine indbyggere flittigt i gang. På svinefarmen lejer svinene i mudderet eller sover eller spiser, mens farmerne går rundt og fylder deres madtrug. I hvedemarkerne er farmerne i gang med at indsamle hvede og på den lokale pub er indbyggerne godt i gang med at danse, synge og fulde sig. Hvert eneste hjørne af byerne og øerne er fulde af liv i form af mennesker og dyr og detaljegraden af deres opførsel er så mangfoldig at Anno 1800 ikke bare føles som en mekanisk fiktiv byggeplads, men som et rigtig levende sted. Lydsiden halter heller ikke og både musik og stemmeskuespil er fremragende, om end stemmeskuespillet i kampagnen til tider er lidt overspillet.

anno 5Som man nok kan fornemme, så er jeg svært begejstret for Anno 1800. På trods af en meget svag kampagne er resten af spillet så fremragende at jeg står tilbage med et spil jeg har umådeligt svært ved at slippe. Anno 1800 er det bedste Anno til dato, og ærligt talt har jeg svært ved at finde en by-bygge simulator der er er bedre end Anno 1800. Med et par fornuftige udvidelser er jeg sikker på at Anno 1800 vil blive et spil jeg fordyber mig i et utal af timer i mange år frem.

Anno 1800
Format: PC
Genre: Strategi
Udvikler: Ubisoft Blue Byte
Udgiver:
Ubisoft
Antal spillere: Singleplayer og Multiplayer
Premiere: 16. April 2019
plus

- Umådeligt smuk grafik                 
- Det nye produktionslinjesystem er en fabelagtig tilføjelse
- Detaljegraden er imponerende, uden at det går ud over den lette tilgang til spillet
- Ekspeditionerne tilføjer lidt ekstra krydderi      

90
minus

- Kampagnen er dårlig
- Kampsystemet er ligegyldigt

 

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.