JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Spilåret 2017

Top Video Games 2017Spilåret 2017 er slut, vi er godt igang med 2018, og de første anmeldelser er på vej. Vores 3 anmeldere har taget et kig på hvad der var gemt i spil-posen i 2017, der var både gode og dårlige oplevelser. Du kan læse lidt om hver anmelders højdepunkter (og lavpunktet) i 2017, samt et lille kig på hvad vi ser frem til i 2018.

 



Vores anmelder, Anders Lynggaard Isaksen, har prøvet kræfter med mange typer spil i 2017, der er dog nogle som gjorde større indtryk end andre.

Anders' Top 5 2017

1. Xenoblade Chronicles 2
Xenoblade 2 800x450

Jeg har gennem årene brugt rigtig mange timer på J-rpg, og for en 10-12 år siden var det også min favorit genre. De seneste mange år har det dog været svært for mig at blive rigtig fænget af de nye J-prg. Men Xenoblade Chronicles 2 var endelig det spil som, ikke bare fangede mig, men fik mig til at komme tilbage igen og igen. Historien og figurerne var interessant skrevet og fik mig til at holde af dem. Musikken var fantastisk og omgivelserne var kreative og billedskønne og indbød, og belønnede, udforskning. For mig var XC2 det tætteste jeg er kommet i mange år på mit drømme J-rpg.

2. Super Mario Odyssey
mario odyssey 800x450

Jeg skal blankt erkende jeg aldrig har været super vild med mario. Den der lille blegfede vvs-mand der altid stalkede prinsessen. I min verden er Bowser i virkeligheden bare Peach’s ægtemand og mario er så psykisk forskruet at han ser ham som en drage og ønsker at slå ham ihjel så han kan kidnappe stakkels Peach. (Om jeg får psykiatrisk behandling? Nej, hvorfor?)

Spøg (eller ikke!) til side, så har Mario og platformgenren aldrig sagt mig det store. Måske til dels fordi jeg altid har været elendig til dem.

Men Odyssey var en åbenbaring. Jeg følte mig hensat til min barndom og dens glæde ved videospil. Super Mario Odyssey er et af den slags spil der bare gør dig glad i låget. Det belønner at man tænker kreativt og handler blot om at have det sjovt. I 2017 var det meget kærkomment.

3. Divinity: Original Sin 2
divinity original sin1 800x450

Det første Divinity: Original Sin imponerede mig med sin spiller frihed og måden forskellige elementer påvirkede hinanden, men historien haltede for meget til for alvor at gribe mig.

Det ændrer D:OS2 fuldstændigt. En fremragende historie, komplet voiceacting til samtlige figurer i spillet (inklusive alle dyr!), endnu mere frihed, fantastisk grafik, humor og tilmed en fantastisk online og kreations del, gør Divinity: Original Sin 2 til et af de bedste rollespil nogensinde.

4. Tekken 7
tekken 7 800x450

Min mormor lavede de mest fantastiske småkager. Jeg har sidenhen fået småkager af samme navn, og endda folk der har fulgt hendes opskrift, men det var ikke helt det samme.

På samme måde havde jeg det i mange år med kampspil. For mig var Tekken 3 den hellige gral og intet efterfølgende spil kunne give mig den samme følelse. Indtil nu!

Tekken 7 er ikke bare lige så godt som 3 men langt bedre. Følelsen af Tekken er i den grad tilbage og tilmed er der blevet tilføjet nye ting som gør Tekken 7 til, ikke bare det bedste Tekken, men efter min mening det bedste kampspil på markedet lige nu.

Tilbage er kun at sige til Kongen af Jernnæve Turnering: Velkommen tilbage deres Majestæt.

5. Uncharted: The Lost Legacy
lost legacy

Wow! Jeg troede jeg var færdig med Uncharted efter Uncharted 4, som skuffede mig en del. Men jeg tog fejl. Uncharted: The Lost Legacy, skar spillet ind til benet og droppede alt det overflødige og holdt fokus på det Uncharted gør bedst: den der eventyrfilms følelse. Samtidig fik vi to nye helte i stedet for Nathan Drake og jeg synes de er langt mere interessante. Chloe Frazer især, er ikke bare den bedste helt i Uncharted universet men en af de bedst designede kvinder i et spil til dato. Tak Naughty Dog! Mere af det!!

Årets overraskelse

Mario x Rabbids: Kingdom Battles
mario rabbids

Da jeg første gang hørte at Ubisoft skulle lave et spil med Mario og deres egne Rabbids, troede jeg det var en joke.

Jeg forstod ikke Nintendo turde låne deres vigtigste maskot ud til et andet selskab på den måde.

Senere hørte jeg så at det skulle være et slags begynder X-com, og jeg var for alvor sikker på at vi måtte være fanget i et parallelt univers af en slags, hvor 1. April var hver dag.

Ikke desto mindre var det sandt og spillet er rigtig godt.

De forskellige karakterer og deres evner fungerer perfekt, og giver en interessant tilgang til turbaseret strategi. Samtidig er det meget nemt at lære, men heldigvis er det samtidig særdeles udfordrende i de senere dele af spillet.

Onlinedelen, både coop og vs, sidder også lige i skabet.

Et must have hvis man ejer en Switch

Årets skuffelse

Mass Effect: Andromeda
mass effect

Det gør næsten fysisk ondt at skulle skrive det her. Min absolutte favoritspilserie er Mass Effect, og Mass Effect 2 er i min personlige top 5 over bedste spil nogensinde.

Det spil jeg, med afstand, så mest frem til i 2017 var Mass Effect: Andromeda, og så var det elendigt.

Da det udkom var det fuld og fejl og bugs. De første 10 gange jeg forsøgte at spille spillet gik det ned efter få minutter. Animationer og grafik er horrible og historien er så papirtynd og kliche at det er til at brække sig over.

Skam jer EA! Skam jer!!!!

Bedste spil fra før 2017 jeg prøvede første gang i 2017

Blood Bowl 2
blood bowl 2

Orker, dværge, elvere, vampyrer, skeletter osv der spiller et ultravoldeligt fantasy football spil.

Jeg behøver vel ikke tilføje mere?

Top 3 jeg ser frem til i 2018

Anthem
anthem
Mass Effect Andromeda var en skuffelse af de helt store, men alligevel glæder jeg mig vildt til Anthem.

Jeg kan godt lide princippet ved Destiny, men historien er noget tynd. Anthem bliver Biowares svar på Destiny, men historien er skrevet af manden bag Knights of the Old Republic og de to første Mass Effect spil. Den kombination får mig til at blive lun om hjertet.

Red Dead Redemption 2
rdr2
Red Dead Redemption var fantastisk og fangede virkelig western følelsen.

Det var et fremragende spil og en milepæl i spilhistorien.

Nu hele otte år efter, får vi endelig efterfølgeren og jeg glæder mig som en gammel mand i en ostebutik!

Call of Cthulhu
Call of Cthulhu 800x450
Jeg er vild med HP Lovecrafts Horror, fordi den handler mere om stemning og det at blive vanvittig end en masse jump scares.

Præmissen bag spillet Call of Cthulhu bliver også mere udforskning og delirium frem for kamp, og dermed meget mere på linje med novellerne, frem for de spil vi hidtil har set med Lovecraft inspiration.


I 2017 var vi her på Joypad.dk så heldige at få Asmus Neergaard ind som anmelder, bosiddende i London har han selvsagt også sine meninger om 2017.

Asmus' Top 5 2017

1: Wolfenstein 2
wolfenstein2b 800x450

Wolfenstein 2 er en fornøjelse, og det er der to årsager til. Først og fremmest er det et gevaldigt fornøjeligt spil. Machinehead forstår sig på at smede et solidt gameplay, hvor action går hånd i hånd med udforskning. Og som om det ikke var nok, har det en lækker overflade af gravitas og humor. Den anden årsag til at jeg nød Wolfenstein 2 var den vrede spillets reklamekampagne affødte. Barnligt måske, men da udgiveren Bethesda så vreden fra folk, der følte sig ramte af kampangen ”Dræb alle nazister”, løb de bare med bolden. Og den slags barnlig stædighed kan jeg godt lide.

2: Final Fantasy XII: The Zodiac Age
final fantasy xii remaster 1

Da Final Fantasy XII udkom til PlayStation 2, formåede jeg aldrig at fordybe mig nok i det til at sætte pris på det. Men Square Enix’s genudgivelse, med lidt ekstra grafisk finish og muligheder, nåede at erobre min opmærksomhed længe nok til at jeg kunne sætte pris på Gambit-systemet, Ivalice og spillet generelt.

3: Pokémon Ultra Moon
pokemon

Ah, pokémon. Til trods for at have installeret og slettet Pokémon Go tre gange, så har jeg ikke fået nok af de nuttede dyr. Måske fordi jeg havde besøgt Hawaii kort forinden, men hele stemningen kombineret med det klassiske gameplay var nok til at beslaglægge min 3DS i længere tid.

4: Assassin’s Creed: Origins
Assassins Creed Origins Screenshot 9 800x450

Man skulle ikke tro at Assassin’s Creed havde mere at byde på. Og så lykkedes det alligevel. Ved at bevæge sig væk fra den klassiske Assassin’s Creed-formular, tilføje et pift af det allestedsnærværende ’crafting’-koncept og hensætte hele affæren i det gamle Egypten var Assassin’s Creed Origins et hit for mig.

5: Prey
prey 800x450

Nogen var skuffede over Prey. Det var ikke en efterfølger til Human Head-spillet af samme navn fra det Herrens år 2006. Arkane Studios, der tidligere har markeret sig med Dishonored-serien, blandede rumvæsner, konceptet empati og en lækker designretning og lavede et spil, der var rigtigt godt og kriminelt underværdsat. At Arkane Studios formentlig ikke laver flere spil i samme stil er en kriminel handling.

Årets overraskelse
loot box skull 800x450

Loot-box, og hvordan et koncept, som kan benyttes på fornuftigt vis, blev kørt fuldstændigt ned i jorden. EA nåede med Star Wars Battlefront 2 at gøre deres kunder så sure, at politikere var nødt til at tage stilling til det. Og måske, bare måske, er det en god ting…

Årets skuffelse

Mass Effect Andromeda
C7X6aEQU0AAGngf

Jøsses. Jeg elskede de tre første Mass Effect-spil. Af samme grund skuffede Andromeda mig nok værre end spillet fortjente. Men historien var lidt af en fuser, animationerne og spillet var generelt mere en tynd kop kaffe. At spillet end ikke fik nogen rigtig udvidelser siger generelt noget om spillets modtagelse, og EAs forventninger til det.

Bedste spil fra før 2017 jeg prøvede første gang i 2017

Batman: Arkham VR
batman arkham vr screen 04 800x450 c

2016 var i PlayStation VRs tegn, og der var for mange spil at holde styr på, og Batman: ARkham VR havnede i min ”pile of shame”. Alligevel var spillet, sin korte længde til trods, nok min yndlings VR-oplevelse i 2017. I en sådan grad at jeg har øvet mig i min hæse og dybe gengivelse af ”I’m Batman…”

Top 3 jeg ser frem til i 2018

Jurassic World Evolution
jurassic world evolution
Tag dinoer (helst kødædende). Tilføj turister. Og så sandsynligheden for at disse bryder ud (dinoerne, altså) og æder alle turisterne. Det er som Theme Park, bare med flere spiste gæster, og det er fedt!
 
Vampyr
vampyr 10 800x450 c
Vampyr er et open-world action rollespil hvor hovedpersonen er en vampyr i 1918s London. Bliver du en Vlad Tepes wannabe eller holder du dig fra at dræbe? Jeg glæder mig til at male byen (blod)rød!
 
God of War
god of war ps4
Kratos er tilbage, og har udskiftet de græske guder med de nordiske. Som fan af de gamle spil, glæder jeg mig til at se Kratos og søn smadre midgårdsorme, trolde og andet skravl. Det bliver voldeligt, mørkt og rigtigt sjovt!


Mikael Bisp har hygget sig med både Nintendo Switch og Playstation 4 spil i 2017, han har selvfølgelig også sine favorit oplevelser fra 2017 klar.

Mikael's Top 5 2017

1. Thimbleweed Park
188806 thimbleweed park screenshot

Som knægt tilbragte jeg mange timer på min Commodore 64, nogle af de mest fascinerende spil var Maniac Mansion og Zak Mckraken and the Alien Mindbenders. I 2017 udgav nogle af folkene bag disse gamle spil et nyt spil ved navn Thimbleweed Park, som er en kærlighedserklæring til de gamle LucasArts Point and Click spil. Det er en skør historie om et mord, som hurtigt udvikler sig til noget meget mere tosset. Spillet er fyldt til randen med sjove gåder og mange timers god underholdning, det er et svært spil, men aldrig så ulogisk og kompliceret at man sidder fast. Bruger man sin sunde fornuft så er spillet en fantastisk oplevelse.
Thimbleweed Park er for mig det perfekte spil, det spiller på alle mine nostalgi-gener og blander gamle spil koncepter med moderne teknologi. 

2. What Remains of Edith Finch
edith finch

Walking Simulators er ikke altid lige min kop the, så jeg var en smule skeptisk da jeg gik igang med det her spil. What remains of Edith Finch er historien om en familie der er forfulgt af ulykke og død, du spiller den yngste datter og for igennem nogle helt specielle situationer fortalt familens dystre historie. Dette spil beviser at det kun er fantasien som sætter grænserne indenfor spilbranchen, måden hvorpå Giant Sparrow fortæller Finch historien er simpelthen bare utrolig. Aldrig før har jeg oplevet så fantastiske og sjove spil elemnter i den her type spil, det er svært at forklar euden at spoile spillet, det skal opleves for at man kan forstå det.
What remains of Edith Finch er et spil langt ud over det sædvanlige, et spil som jeg helt sikker vil genspille i 2018.

3. Horizon Zero Dawn
horizon 800x450

Guerrilla Games udgav i 2017 et helt nyt spil, de bevægede sig væk fra deres Killzone serie, vovede sig ud i et nyt type spil. Horizon Zero Dawn er ikke noget FPS skyde spil, nej det er et vanvittigt flot Open World spil. Alt i spillet et perfekt, en stærk kvindelig hovedperson, medrivende historie og en flot verden fuld af fantastiske væsner. Horizon Zero Dawn er det eneste spil i 2017 hvor jeg fik lyst til at spille så meget, at jeg opnåede Platin Trofæet, og det er noget som sker meget sjældent for mig. 
Jeg har endnu ikke prøvet kræfter med udvidelsen til spillet, men mon ikke 2018 vil være året hvor jeg finder tid til at spille lide mere af dette fantastiske spil

4. Super Mario Odyssey/Zelda: Breath of the Wild
mario

2017 var også året hvor Nintendo smed en ny konsol på markedet, Nintendo Switch. To af de mest kendte Nintendo spil serier fik endda deres debut på den nye konsol, Mario og Zelda. Super Mario Odyssey er ren spilglæde, det er charme, fantastisk spilkontrol og genial level design. Dette Mario spil endte med at blive den her anmelders favorit Mario spil nogensinde, sjældent har man set et så stort smil på Mikael's ansigt.
Super Mario Odyssey er koncentreret spilglæde smedet på en fantastisk ny hybrid konsol.

zelda breath of the wild wiki 800x450

Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har spillet et Legend af Zelda spil før Breath of the Wild, jeg ved det er forkert, men af en eller anden grund har Zelda aldrig fanget min interesse. Heldigvis var det første spil i serien, som jeg prøvede, også et af de bedste. Breath of the Wild er et utroligt spil, hvor det kun er spillerens fantasi og eventyrlyst som sætter grænsen for hvad der er muligt. Det er et Open World spil hvor det virkeligt er spilleren som bestemmer, selve historien er en smule svag, men resten af spillet opvejer 100% den del.
Både Zelda og Mario er derfor på en delt fjerde plads på min liste, og begge spil er essentielle køb hvis man ejer en Nintendo Switch.

5. Nioh
Nioh splash

Nioh var et af de første spil jeg anmeldte i 2017, et Dark Souls inspireret spil, men med helt sin egen charme og styrke. Her er det kamp teknikerne som er i højsæde, det ses tydeligt at det er holdet bag Ninja Gaiden som har lavet dette spil. Nioh er et utroligt svært og frustrerende spil, men det er aldrig uretfærdigt over for spilleren. Spillet er en perfekt blanding Ninja Gaiden og Dark Souls.

Årets overraskelse

Playlink
37891081171 aaa00a73c7 o

Sony lancerede i 2017 et nyt spilkoncept, PlayLink. Et ganske simpelt princip, hvor man forbinder sin mobil eller tablet til sin Playstation 4, disse bliver herefter brugt som styre enhed i spillene. Det første spil hed That's You, et simpelt quiz agtigt spil hvor det gælder om at kende sine modspillere. Sidenhen har de blandt andet lanceret spillene Knowledge is Power og Hidden Agenda. Specielt Hidden Agenda overraskede mig, en interaktiv film oplevelse, hvor hver spiller har magt over historiens udfald. Hele den lille familie Bisp (og venner) har været godt underholdt i 2017 af PlayLink spillene, det er et simpelt koncept hvor hele familien kan deltage. 

Årets skuffelse

Destiny 2
destiny 2 review 14458 800x450 c

Det første Destiny spil havde en svær start, men det endte med at blive et formidabel spil, efter at alle udvidelserne udkom. Destiny 2 skulle være den helt store viderudvikling af spillet. Det startede godt med en solid single player historie del, desværre stoppede glæden så snart man kom videre i spillet. Umiddelbart er spillet fuld af underholdning og ting at lave, desværre er det hele en omgang DejaVu. Man føler hele tiden at man laver det samme, samtidig med at belønningen er den samme hele tiden. Styring og FPS følelsen er ellers perfekt, det er bare indholdet som virkelig skuffer. Hvor man kunne spille Destiny 1 sammen med sine venner i lang tid, så mister man alt for hurtigt lysten i 2'eren. Udviklerne har lovet forbedringer og konstante opdateringer, men indtil videre har disse opdateringer kun gjort spillet værre.
Destiny 2 kunne have været et stort fantastisk spil, istedet endte det med at blive min helt store skuffelse i 2017.

Bedste spil fra før 2017 jeg prøvede første gang i 2017

Super Nintendo Classic System
1507099815 snes classic mini news release date price where to buy uk

Af en eller anden grund missede jeg fuldstændig NES og Super NES konsollerne i min ungdom, de fandt aldrig vej til mit hjem. Jeg var inkarneret commodore fan, så Nintendo var for mig et Japansk stykke legetøj til børn. I 2017 udgav Nintendo dog en mindre udgave af spil konsollen, en såkalt Classic edition som indeholder 21 af de bedste spil der udkom til konsollen. Det betød at jeg endelig fik chancen for at spille de bedste udgaver af Mario, Zelda og Metroid spillene, og endda på mit HD-TV. Det var en helt speciel oplevelse at prøve disse spil for første gang, en fornøjelse faktisk. Selv mine børn brugte mange timer med de gamle spil, spil som er blevet programmeret før børnene overhovedet kom i verden.
En simpel Plug & Play konsol, med masser af saftig retro underholdning.

Top 3 jeg ser frem til i 2018

1. Red Dead Redemption 2
Red Dead Redemption 2 Banner

Det burde næsten ikke være nødvendigt at skrive noget som helst her, det er RockStar og det er opfølgeren til det fedeste Western Spil nogensinde, man skal være en kynisk politiker hvis man ikke glæder sig til dette spil.

2. God of War
God of War 800x450

I 2018 udgiver Sony Santa Monica et nyt God of War spil, det er dog ikke Kratos som vi kender ham. Her har han fået fuldskæg og en søn, og spillet er ikke baseret på Græsk mytologi, nej nu er det Nordisk mytologi som danner rammen om spillet. Kratos for lov til at fremvise sin nye søn og spil den 20. April i år, jeg glæder mig vildt meget til at se om det nye spil kan viderudvikle God of War spillene. De nyeste trailere får det til at se ud som om udviklerne har søgt inspiration hos The Last of Us og Uncharted spillene. Jeg savner et godt singleplayer spil med en episk historie og fed action, så God of War kan forhåbentlig slukke denne tørst i April.

3. Dark Souls Remastered
darksoulsremasterededit thumb800

Jeg er stor fan af Souls spillene, jeg har gennemført Bloodborne og Dark Souls 2 og 3, desværre har jeg aldrig fået gennemført det første Dark Souls spil. Jeg mistede simpelthen lysten efter kort tid, ikke fordi spillet var dårligt, der var bare andre spil som fangede min interesse. Derfor glæder jeg mig til at Dark Souls udkommer i en ny og forbedret udgave, 60fps og en (eftersigende) forbedret grafik lyder skide godt. Jeg ved jeg kommer til at bruge mange timer med dette spil på min Playstation 4, spillet udkommer dog også til Nintendo Switch, desværre lyder de 30fps. og mindre forbedringer ikke lige så fristende som de andre udgaver.

HOV.......

Hvad tænker jeg dog på? jeg har faktisk fuldstændig glemt det spil jeg glæder mig allermest til.

Shadow of the Colossus Remaster.
1509471624 shadow of the colossus remake news release date price trailer ps4
Det originale Shadow of the Colossus er et af mine favorit spil nogensinde. Det var en fuldstændig magisk oplevelse på min gode gamle Playstation 2, og snart får jeg muligheden for at spille en ny og forbedret udgave af dette spil. Spillet er udviklet af Bluepoint, og det ser vildt fedt ud. Dette spil kan næsten ikke undgå at drage mig ind i sin magiske verden igen, det er et komplet mesterværk i en ny og forbedret udgave. Den 6. februar er det endelig så vidt, at jeg endnu engang dykker ned i en magisk spilverden med fantastiske monstre.

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.