JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

World of Warcraft Classic Preview

indexI 2005 satte jeg for første gang mine ben i Azeroth. Et par daværende kolleger havde overbevist mig om at jeg partout skulle opleve World of Warcraft. Siden da har jeg spillet WoW i snart 14 år. Hvert år tager jeg minimum et par måneder hvor jeg vender tilbage til det her spil, og der er ingen tvivl om WoW er det spil jeg har brugt mest tid på, med en stor margin. I årenes løb er spillet gået igennem en næsten komplet evolution og er i dag et noget anderledes produkt end var tilfældet i 2004 da det udkom.

De fleste aspekter er blevet strømlinet, grafikmotoren er blevet fornyet og forbedret, slutspillet er blevet forenklet, adgangen til spillets bedste udstyr er blevet gjort mere let tilgængeligt, afhængigheden af grupper og klaner er blevet reduceret eller direkte elimineret. Mange spillere føler at den strømlining og forenkling der er sket, har ødelagt de ting der gjorde World of Warcraft i sin klassiske form til noget helt unikt. Af samme grund så man også mange privatpersoner oprette servere hvorpå man kunne spille en udgave af World of Warcraft i sin oprindelige stil og funktion.

Med tiden har Blizzard fået lukket de fleste af de større private servere ned, til mange spilleres frustration. Blizzard kom dog sidste år med en annoncering der glædede størstedelen af disse spillere. Blizzard ville selv udgive en udgave af World of Warcraft i sin klassiske form, kaldet World of Warcraft Classic. Nu er Blizzcon 2018 veloverstået og jeg havde mulighed for at prøve en demo udgave af World of Warcraft Classic.

Jeg skal med det samme indrømme at jeg var en af de mere kritiske røster omkring World of Warcraft Classic. Personligt føler jeg at en stor del af den strømlining der er sket i spillet, har været nødvendig, og jeg så ingen værdi i at gå helt tilbage til første iteration af spillet, eller i hvert fald spillets status lige før første udvidelse.

Derfor var jeg også noget overrasket da jeg fandt mig selv nyde Classic.

46101488 254068682127913 8555266668253675520 n

Min første tanke da jeg loggede ind på min nye Rogue jeg lavede i forbindelse med demoen var umiddelbart ikke positiv. Grafikken er nemlig også blevet sat tilbage til den gamle originalgrafik og det er umådelig grimt her i 2018. Men det skulle jo have en chance så jeg vadede hen til den første Quest giver, og da jeg fik questen, kom skriften langsomt til syne mens en lyd af en fjer der skriver på pergament, spillede i mine høretelefoner. Det var hyggeligt at jeg følte mig inspireret til rent faktisk at læse Quest teksten, noget jeg så absolut ikke gør i moderne WoW. Det skal siges at man i indstillingerne kan vælge at slå en funktion til så teksten kommer med det samme og ikke bliver skrevet først. Der er dog en anden og mere væsentlig årsag til at det kan betale sig at læse teksten i Classic. I moderne WoW får du på dit kort et område markeret hvor din nuværende Quest skal løses. Det gør at man blot trykker accepter, kigger på sit kort og så afsted.

Derved går historien næsten fuldkommen tabt. I Classic er denne markering væk og man er tvunget til at læse teksten for at vide hvor man skal hen og hvad man skal lave. Dette giver med det samme en langt større indlevelse i spillets verden og inviterer spilleren til at udforske den omkringliggende verden. Jeg havde heller ikke noget dyr eller køretøj jeg kunne hoppe op på så jeg hurtigere kunne komme derhen hvor jeg skulle, nej jeg var tvunget til at gå. Og jeg nød hvert sekund.

46142721 512232082594466 482255287525310464 n

Det er mange år siden jeg har følt lyst til at udforske verden i World of Warcraft, ja faktisk ikke siden den oprindelige udgave, men blot få minutter med Classic og jeg var tilbage i den gamle følelse. Det samme gjaldt kampene mod fjender. Selv almindelige fjender udgjorde nu en reel udfordring. Jeg skulle bruge mine forskellige evner korrekte og kunne ikke bare tiltrække mig 20 fjender på en gang og meje dem ned, som ellers ofte er tilfældet i moderne WoW.

En anden ting jeg var glad for at se igen, var det gode gamle talent træ. I moderne WoW har man et meget simplificeret talent træ som på ingen måder inviterer til at bruge forskellige ting. Selv om der var optimale builds i det gamle talent træ, så var der stadig muligheder for at lave sjove blandinger af forskellige builds og komme frem til sine egne ideer.

Men er alt så bare bedre i det gamle? Nej bestemt ikke. Der er stadig elementer i det gamle WoW som er decideret dårligt design. For eksempel hvis man vil skifte våbentype, skal man først opgradere sin evne med det våben ved at bruge det, til trods for at ens class er sat til at kunne bruge denne type våben.

46206239 695136580859076 8873523929570869248 n

På papiret giver det måske fin mening, men i et spil er det bare spil af tid, for måden at gøre det nemmest er at stille sin figur foran en træningsdukke og så ellers sætte figuren til at auto angribe førnævnte dukke i en times tid indtil ens evne med dette våben er opgraderet maksimalt. Man kan så gå ind og se film eller gøre rent i hytten imens. Det er ganske enkelt en fuldkommen ligegyldig og rigid tilføjelse.

Samtidig vil det være sådan at hvis man ønsker at køre raids, så skal man altså have 39 andre personer med. Jeg elskede de gode gamle raids, men det er noget af et krav til klanerne at man skal kunne samle 40 mennesker i flere timer om aftenen.

Samtidig er man også låst til en rolle alt efter hvilken klasse man vælger, er du druide er du tvunget til at være healer, og kan ikke, som er tilfældet i moderne wow, vælge at være dps eller tank.

Personligt tror jeg at den ultimative udgave af WoW for mig ligger et sted midt imellem.

46224161 2303543153192880 8298439533897187328 n

Tag classic formularen og behold de ting der gør verdenen til et sted, er er værd at udforske, tving igen spillerne til at arbejde sammen og bruge deres evner, men balancer spillet så rollerne er mere frie og opgrader til den nyeste grafik motor.

Uanset hvad ser jeg meget frem til den endelige udgave af World of Warcraft Classic, som vi naturligvis anmelder her på Joypad.

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.