JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Gensyn med gysergenren

Downpour4Det er nu godt og vel 15 år siden min skolekammerat kom forbi med et nyt spil, han havde lånt af sin storebror. Vi var nogle kradsbørstige, 13-årige drenge med masser af livserfaring og hår på brystet, så vi fniste hånligt af broren når han advarede om, at spillet altså var ret uhyggeligt. Senere på aftenen blev min kammerat hentet af forældrene, hvilket var underligt, for han plejede at gå hjem. Og den kontakt, der slukkede for lyset på mit værelse virkede sjovt nok ikke den nat. Hvad var der dog sket? Det var det herrens år 1997 og spillet, der havde svedet brystbehåringen af, var naturligvis Resident Evil.

Spillet havde taget gamere Verden over med storm og en ny genre var skabt. Det varede derfor ikke længe inden Resident Evil 2 havde fundet vej til hylderne, og nok engang måtte jeg bruge utallige timer i forsøget på at komme levende ud af Racoon City. Jeg var fyrsteligt underholdt, men af en eller anden grund stoppede horror-eventyret her for mit vedkommende. Set i bakspejlet giver jeg Metal Gear Solid og senere Playstation 2 skylden.

SH 1

For nylig bød muligheden sig pludselig for at genopleve genren, med udgivelsen af det nye Silent Hill: Downpour. Jeg har kun tidligere stiftet bekendtskab med Silent Hill via en demo, der fulgte med det originale MGS, men jeg har bestemt ikke glemt oplevelsen. Den tykke tåge, radioen, der skratter når der er fjender i nærheden og en kameraføring, der nærmest sniger sig efter spilleren. Det var jo mere uhyggeligt end Resident Evil! Så det var med en hvis anspændt fornemmelse i maven, at jeg nu som 28-årig satte mig foran skærmen igen.

I de første minutter var det nøjagtig som i de gamle dage: jeg sad på kanten af lænestolen og bed negle, mens jeg listede vor helt Murphy gennem tåge, faldefærdige bygninger og underjordiske grotter. Den skrattende radio gjorde mig nervøs og jeg overvågede nøje et nyt område inden jeg bevægede mig ud i det. Men så slog det mig pludselig: det minder FOR meget om de gamle dage.

Da survival horror var det sidste nye for 13-15 år siden, var der nogle ting der kendetegnede genren. Det absolut vigtigste var, at spillet kunne skræmme brugeren, så der var som regel et godt banedesign og en tyk atmosfære, flankeret af en rimelig solid historie. Lydeffekter og musik var også en væsentlig faktor. I stedet var et godt kampsystem og spillerkontrol mere nedprioriteret. Hvem husker ikke hvor besværligt det var at genlade en pistol, eller hvor bøvlet styringen var i Resident Evil? Til sammenligning skal man huske, at Lara Croft allerede på dette tidspunkt kunne slå saltomortaler og pille næse på samme tid. Og dialogen, uha uha.

Alt dette er i Downpour særdeles velbevaret, når vi tænker på, at vi efterhånden skriver 2012. Den dystre, mystiske by og brugen af lyden gjorde, at jeg opbyggede en forventning om død og ødelæggelse bag hver eneste dør og gadehjørne. Og sådan skal det da også være i et godt gyserspil.

Jeg blev derimod godt træt af at erfare, at Murphy slås som om han lige er væltet ud af morgenværtshuset. Lidt for mange gange oplevede jeg at slå en lygtepæl fordærvet, mens et af byens møgdyr nu stod bagved mig. I en tid hvor Batman og Nathan Drake har introduceret os for fantastiske nærkampsscener, er det lidt skuffende at se, at horrorspillene ikke har udviklet sig meget siden årtusindeskiftet.

Det blev faktisk helt interessant for mig at sammenligne med de to førnævnte spil under gennemførelsen af Downpour. Ser vi på det gængse 3. persons action-adventure, så har genren gennemgået en stor udvikling over de sidste 10 år. MGS-serien, samt Uncharted-serien og Rocksteadys bud på Batman er alle beviser på, at her er en genre, der virkelig har rykket grænsen for kvalitet og nytænkning et par gange undervejs. Når jeg så med Silent Hill: Downpour vender tilbage til survival horror, er det skuffende at se hvor lidt denne spiltype har udviklet sig til sammenligning. Denne generations konsoller gør, at grafik og lyd naturligvis er bedre end sidst jeg var på besøg i den stille bakke, men de to elementer bliver brugt på nøjagtig samme måde som for 12 år siden. Og det var endda den bedste nyhed.

SH 2

For elementer som det føromtalte kampsystem og dialogen er næsten af nøjagtig samme (dårlige) kvalitet som da jeg gik til konfirmationsforberedelse. Og handlingen hviler så meget i gysergenrens klichér, at man ofte kan forudsige præcis hvad der sker om et øjeblik. Det lader til at udviklerne tror, at bare man har et par hæderlige gys, så behøver man ikke gøre meget ud af resten af spillet. Den var formentlig aldrig gået hos Naughty Dog og jeg tør næsten ikke tænke på hvad denne udvikler kan stille op med Silent Hill universet, eller bare gysergenren i det hele taget.

Faktisk er jeg spændt på at se hvad der sker når The Last of Us lander i butikkerne. Spillet har potentiale til at indeholde en række skræmmende oplevelser og hvis det er tilfældet, og ND har lagt de samme vitaminer i udviklingen som med Uncharted, så bliver der altså givet baghjul til konkurrenterne. Kan helten foretage sig andet end at løbe, slå og parere og er han mon omsider blevet ædru? Giver spillets puzzles en logisk mening i forhold til omstændighederne, eller skal jeg igen til at brygge kaffe midt i min nærkontakt med Helvede for at få koden til et pengeskab?

Jeg har i hvert fald forventninger om, at denne genre enten tager et stort spring fremad eller kører sig selv helt fast i mudderet fra gamle tider. Efter mit gensyn med denne engang så nytænkende genre må jeg i det mindste personligt konkludere, at dens underholdningsværdi findes i nostalgi og ikke kvalitet.

Billedkilde: www.konami.com/officialsites/silent hill/

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.