JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Disco Elysium

 

Disco Elysium Poster
Lige siden jeg var en lille dreng, har jeg elsket bøger. Den måde en velskrevet bog kan transportere læseren til en anden verden har altid fascineret mig.
Derfor har jeg også altid haft en forkærlighed for spil hvor historien havde en central rolle.
En sørgelig bivirkning ved at læse mange bøger er dog at det sætter et kæmpe spotlys på den manglende kvalitet i skrivekvaliteten i spil.
Dialogerne er i bedste fald middelmådige og selv om historierne kan være interessante og holde spilleren fanget, så har selv de stærkeste titler i den digitale verden aldrig for alvor kunnet måle sig med bøgerne.
Der har naturligvis været enkelte undtagelser, og især Planescape Torment leverede et manus på højde med en rigtig god bog.fald middelmådige og selv om historierne kan være interessante og holde spilleren fanget, så har selv de stærkeste historie drevne titler i den digitale verden aldrig for alvor kunnet stå model til selv middelmådige bøger.
Planescape Torment udkom dog helt tilbage i 1999, og siden da er historier og især dialoger i spil ikke rigtig kommet højere end film niveau når de har været bedst.
Eller det vil sige indtil nu!
Disco Elysium bryder nemlig med denne lidt ærgerlige tendens og leverer historie og dialog af en hidtil uset kvalitet i spil.
Hvad er det præcis Disco Elysium gør så godt i forhold til andre spil på historiefronten, og kan resten af pakken matche den gode historie?
 
Kontrasten begynder allerede fra spillets allerførste scene. Du vågner op som detektiv og kan hverken huske hvor du er, hvad du skal der eller slet og ret hvem du er.
Nu tænker du med sikkerhed: Det der har vi hørt utallige gange før. Protagonisten med hukommelsestab er vel noget nær den ældste kliche i spilverdenen?
Ja men tilgangen hertil er markant anderledes.
I andre spil er der ofte en eller kosmisk eller magisk forklaring på den manglende hukommelse, der ofte ikke alene er urealistisk men også så rodet og mekanisk at det piller præmissen fra hinanden.
I Disco Elysium (herefter DE) er baggrunden ufatteligt simpel og elegant: du har drukket dig så hamrende stiv og haft så voldsom en nat / nætter inden du vågner at du simpelthen ikke husker noget som helst mere. Selve ideen at lade hovedkarakteren miste hukommelsen på grund af druk er ikke original i sig selv, men det der gør at det fungerer så godt her, er den måde det er en vital del af hans karakter.
Her er ikke tale om et nødvendigt onde for at kunne bortforklare hukommelsestab men derimod en vigtig ingrediens i det samlede karakterbillede der tegnes over spillets forløb.
Og generelt er karaktererne i spillet fuldstændige og afrundede. Hver person føles unik og som sin egen.
Sidstnævnte er især imponerende når man medtager at hele spillet har en kraftig karikeret stil i sin historiefortælling.
Satire og karikatur er en vital del af formidlingen, men dog aldrig på en måde hvor det bliver barnligt eller overfladisk.
På mange måder minder Disco Elysiums fortællestil mig om Gormenghast trilogien.  En fremragende bogserie fra 1950’erne af Mervyn Peake.
Peake excellerede i at lave ekstreme karikaturer af personligheder og alligevel leverer dem troværdigt og genkendeligt.
Det samme er, på imponerende vis, lykkedes her. Hver figur er på samme tid ekstrem og skræmmende genkendelig.
Hver figur er helt unik og sin egen og alligevel samtidig et billede på de mennesker vi møder hver eneste dag.
Denne elegance i tilgangen til karikatur og satire blandet med social realisme går igen på alle områder af historien i DE.
Tunge emner som racisme, politik, stof- og alkoholmisbrug, børnemisbrug osv bliver behandlet med lige dele respekt og dryppende satirisk kritik.
Skaberne har våget sig ud på en uhyggelig balancebom og formår på nærmest mirakuløs vis at holde sig i luften.
Ofte, når spil tager førnævnte emner op, bliver det særdeles klodset og føles tit som moralprædikener til et barn. Dette er ikke tilfældet her. Her bliver hvert emne præsenteret uden at tage hensyn til læserens intelligens. Leveringen af budskabet kræver omtanke af spilleren og jeg kan sagtens se mange misforstå spillets holdninger.
For mig er det dog umådeligt forfriskende at spillerne ikke bliver holdt i hånden, men at man bliver tvunget til at tænke selv.
Men det er et meget tungt spil i forhold til mængden af tekst. Hvis du er typen der springer over skreven dialog i spil, vil DE ikke være et spil for dig. Historien og dialogen er skrevet som et kærlighedsbrev til den læselystne og det er dialog og historie der er det ultimative fokus her.
 
 
20191208112406 1
 
 
Selve spildelen fejler dog intet. Inspirationen fra papir-og-blyantrollespillene er tydelig. Så tydelig faktisk at hver en handling og dialog er styret af små evne tjeks og succesen af mange af dine valg i spillet afgøres af et rul med terninger.
Ligesom i andre rollespil har du også her mulighed for at forøge dine stats og tilegne dig nye evner og værktøj.
I modsætning til stort set alle andre rollespil i den digitale verden, er der dog her ikke et kampsystem til stede.
Der er fysiske konfrontationer du kan støde ind i men igen afvikles disse meget direkte af blanding af hvor mange point du har i dine fysik og et kast med to terninger.
Samtidig er de talenter du opbygger ikke evner med våben eller magi, men derimod de forskellige dele af dit tankemønster og din personlighed, så som din opfattelsesevne eller din udstråling, selvtillid osv.
Desuden kan du påtage dig en slags tankeeksperimenter. Det kan være du for eksempel for at vide du skal tage dig sammen, så kan du sætte det som et tankemål og opfyldelsen heraf giver dig så nogle bonusser fremadrettet i spillet.
Spillets og historiens videre afvikling varierer kraftigt baseret på dine valg og den måde du sætter din figur sammen på, og dit næste spil kan være markant anderledes end dit første hvis du vælger at bevæge din figur i en helt anden retning.
Styringen foregår udelukkende ved hjælp af musen og det passer perfekt til spillet.
 
 
20191202141232 1
 
 
Den rent tekniske side af spillet er også fremragende. Den grafiske stil er også karikeret og minder meget om et maleri.
Det er blændende smukt og den forvaskede stil matcher og understreger på fornem vis den overordnede tone i spillet.
Musikken er også helt tilpas. Der er ikke synderligt meget af den, men i stedet bruges det der er til at underbygge og fastholde stemningen.
Stemmeskuespillet er også i særklasse. Første gang men hører en stemme føles det næsten skærende i øret fordi stemmerne er karikerede og overspillede. Men når først man begynder at få følelse for stemningen i spillet indser man hvilken akkuratesse der er at forefinde her.
Hver en stemme er særdeles karikeret, og alligevel fortæller den med knivskarp præcision hvem personen bag stemmen er og føles lige pludselig helt naturlig og passende.
Jeg har en vanvittig lyst til at beskrive alle de fantastiske oplevelser jeg har haft i historien igennem spillet og hvordan forskellige valg førte til helt forskellige scenarier og slutninger, men Disco Elysium er et spil der skal nydes uden at have handlingen spoleret.
Hvert et øjeblik og dialog har i massevis af små aha oplevelser man ikke skal snydes for.
 
 
20191204125213 1
 
 
I stedet for at gå mere i detaljer vil jeg blot sige dette:
Disco Elysium er det højeste niveau af historiefortælling og dialog i et videospil siden Planescape Torment, og på nogle punkter er DE faktisk endnu bedre.
Her er tale om et sandt mesterværk.
Hver detalje i spillet er udført med en præcision og sans for det store billede der efterlader mig bjergtaget.
Jeg er blæst væk af det niveau  ZA/UM har leveret med deres første titel her og venter i åndeløs spænding på hvad de måtte komme med i fremtiden.
Hvis du elsker historier og ikke er bange for social realisme der går ind og piller der hvor det gør mest ondt, så gør dig selv den tjeneste og køb Disco Elysium. Det her er en perle man ikke må snyde sig selv for.
 
Disco Elysium
Format: PC
Genre: Rpg
Udvikler: ZA/UM
Udgiver:
ZA/UM
Antal spillere: Singleplayer
Premiere: 15.Oktober.2019
plus

- Fantastisk historie og dialog

- Smuk grafisk stil

- Karikeret og interessant stemmeskuespil

- Historien ændrer sig i samklang med spillerens valg

100hot
minus - Intet
Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.