JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Call of Duty: Modern Warfare

 call of duty modern warfareMed Call of Duty: Modern Warfare vender Infinity Ward tilbage til begyndelsen, i en art remake/reboot, der på paradoksal vis både viser hvor meget udvikleren har lært, og hvor meget de ikke har lært.

Hvis du er forvirret over titlen på spillet her, så er det ret forståeligt. Call of Duty: Modern Warfare er en art reboot af historien fra Call of Duty 4: Modern Warfare, der fik tre efterfølgere, Call of Duty: Modern Warfare 2 og Modern Warfare 3. Når/hvis det her spil for en efterfølger vil forvirringen uden tvivl være komplet. Modern Warfare virker som om den fortæller historien, der går forud for Call of Duty 4, og denne reboot tager de mange af figurerne fra CoD4 og bruger dem til egne formål.

Det betyder at vi møder mange af de figurer, som Modern Warfare-serien gjorde berømte. Captain Price, stadig med et imponerende skæg men en smule yngre end før, er stadig en veritabel badass, og han deler rampelyset med et par nye og gamle ansigter. Heriblandt CIA-agenten Alex og oprørslederen Farah. Russerne er endnu engang på spil, og et plot om giftgas og mellemøstlige konflikter sender hurtigt den globale sikkerhed i fare. Historien er lige dele Michael Bay blockbuster og Tom Clancy intrige (inklusiv at russere som regel er skurke, bortset fra tilbagevendende Call of Duty 4-ansigt Nikolai), og mens plottet næppe hverken overrasker eller vinder priser for sin subtile og elegante behandling af den geopolitiske situation, så er den fornøjelig at spille igennem. Bare du ikke forventer nogen virkelig kontroversielle plottwist. (Jeg har ikke glemt dig, General Shepard fra Modern Warfare 2 *ryster næven i vrede*)

Jeg er muligvis en sjældenhed, for jeg har generelt nydt singleplayer-delen i de sidste mange spil i serien, og Modern Warfare kan nemt tilslutte sig vrimlen af underholdende singleplayer-oplevelser. Bortset fra en sekvens i slutningen af spillet, var der masser af underholdende øjeblikke at finde. To øjeblikke er bundet til spillets natsynsbriller, det ene en “Angreb på Osama bin Laden’s lejr”-agtig sekvens, den anden en infiltration af et hus i nordvest London. Begge baner foregår om natten, og er meget stemningsfulde. Natsynsbrillernes begrænsede palet gør underværker for spillets stemning, og der er noget foruroligende realistisk over den klaustrofobiske listen rundt i fjendens lejr. Især hvor nemt det er at skyde en allieret soldat, eller en civil, ved en fejl når man kun har en sort/hvid farvepalet at orientere sig med.

12375988273182

Spillet multiplayerdel, som for mange er spillets eksistensberettigelse, er lidt en anden snak. Det byder på et miks af nye og gamle spilmodes, og skulle give noget at byde på. Ground War, for eksempel, giver dig et stort map at boltre dig på, hvor du skal erobre og fastholde nogle specifikke områder. Her er højhuse, etagebygninger og skorstene, der giver spillet noget vertikalitet a la Battlefield-serien. Det er, for mit vedkommende, en af de mere interessante tilføjelser, og når tanks buldrer rundt, raketter fyger ned fra himlen og kuglerne regner, er det en forrygende oplevelse. På den anden ende af skalaen af Gunfight, der er en kombination af almindelig Team Deathmatch og Capture the Flag, men med den krølle på halen, at det er en to-mod-to oplevelse. Man kan enten vinde ved at besejre det andet hold, eller ved at fange det flag, der spawner i midten af banen. Det er en meget hurtig oplevelse, og i nogle tilfælde tager det mere tid at vente på spillere og på at banen loader, end det tager at spille den.

De andre multiplayermodes synes dog alle at have et problem, nemlig at du nemt risikerer at spawne lige i fjendens synslinje (og dermed lige foran et ladt våben). Der er masser af vinduer, åbne døre og hullede vægge, og at løbe eller liste gennem banerne er som at krydse en stærkt trafikeret vej med bind for øjnene og rulleskøjter. Du skal enten være Guds gave til Call of Duty, eller være forbandet heldig, for at få fat i nogle af de højere Kill Streaks - de belønninger, der opnås ved mange uafbrudte kills, og som i denne omgang tæller klassikere som en UAV, helikopterangreb og jagerflyssupport, til angreb med hvid fosfor. Jeg har personligt kun set de højeste killstreaks, enten på en video, eller ved at være modtager af dem. Om det er fordi jeg er mere end almindelig ringe, eller jeg hare har været uheldig, skal jeg lade være usagt. (Det er dog mest sandsynligt grund nummer 1…)

Som det er nu, er multiplayerdelen lige dele frustration og spilglæde, og det eneste jeg kan håbe på, er at Infinity Ward fortsætter med at justere på de forskellige faktorer, så oplevelsen bliver mere homogen (hvis man følger de forskellige opdateringer, der er blevet lanceret siden spillets udgivelse, ser det dog ud til at være en længere proces, der svinger til begge sider af barometeret). Personligt ser jeg frem til den rygtede Battle Royal-tilføjelse, men om det er nok til at gøre spiloplevelsen bedre, skal i skrivende stund være usagt. Der er dog potentiale, og har du allerede købt Modern Warfare, vil det hele nok kun blive bedre.

call of duty modern warfare 1

Mens jeg er helt solgt på spillets singleplayerdel, er jeg mere tøvende med spillets multiplayer. Nogle elementer fungerer glimrende, mens andre (som den utrolig korte TTD) er lidt skuffende. Jeg håber at spillets historie fortsættes i en efterfølger (mere Price og Soap, tak!), og at Infinity Ward ikke har glemt alt om balanceret multiplayer, og giver multiplayerdelen den ekstra omgang lak, der skal til for at gøre spillet rigtigt underholdende.

 
Titel: Call of Duty: Modern Warfare
Udvikler: Infinity Ward
Udgiver: Activision
Format: PS4
Udgivelsesdato: 25 oktober 2019
 plus  - Historien giver et godt afsæt for fremtidige spil. Gameplayet er godt som altid. Ground War er en fornøjelse  80 
 minus  - “Årh, come on! Hvorfor blev jeg spawnet foran en fjende!?” Multiplayerdelen kræver afbalancering, i forbindelse med våben, perks og mere.

 

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.