JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Tokyo Mirage Sessions #FE Encore

coverForestil dig en verden hvor onde skyggemonstre pludselig dukkede op og sugede livskraften ud af os.
Militæret var magtesløse overfor denne trussel.
Vi må se hjælpeløse til mens vores venner og familie bliver suget væk. Lige da monstrene når hen til os kommer et skarpt lys og de bliver slået væk!
Hvem er det der kan knægte disse fremmede fjender?
Shakira og Lukas Graham.
Lyder det vanvittigt?
 
Det er i grove træk præmissen for Tokyo Mirage Sessions #FE Encore.
Onde skyggemonstre dukker op i vores verden og det er kun særdeles talentfulde popstjerner der kan bekæmpe dem.
I stedet for kendte popstjerner er der dog her tale om fiktive figurer.
Og ja det hele er naturligvis så anime som det overhovedet kan blive, hvilket også er årsagen til at historien fungerede overraskende godt for mig.
Jeg har intet imod en absurd eller, på papiret, åndsvag præmis hvis bare håndværket er i orden.
 
Det er heldigvis tilfældet her.
Selv om historien på papiret lyder ekstremt fjollet er den rigtig fint fortalt og eftersom, især sidekaraktererne er ret interessante og hele mysteriet bag skyggemonstrene og hvorfor det lige er popidoler der kun kan besejre dem, er tilpas mystisk, ender man med en glimrende historie som holder spilleren fænget hele vejen.
Samtidig er det også rart at se at man har holdt igen. Et af mine store problemer med udviklernes sidste store titel, Persona 5, var at historien trak alvorligt i langdrag.
I Tokyo Mirage Sessions #FE er der ikke en masse ligegyldige svingture i historien, i stedet holder fortællingen sin fart og sine klimaks i en fin lind strøm og de 60 timer det tager at gennemføre føles lige tilpas.
 
Ved de japanske Idols er præsentationen og billedet mindst lige så vigtigt som musikken og stemmen, og derfor var præsentationen også en vigtig faktor i hvorvidt Tokyo Mirage Sessions ville fungere, og her skal der, for en stor del, igen lyde ros.
Oprindelig udkom spillet på WiiU og der er hermed tale om en genudgivelse, men det mærker man egentlig ikke. Tokyo Mirage Sessions minder i den grafiske stil enormt meget om playstation 4 titlen Persona 5, dog stadig med sin egen unikke stil.
Karaktererne er unikke og uniformer er udklædning er spraglede og springer herligt i øjnene på seeren.
 
Nu er jeg personligt meget stor fan af anime, der er dog en ting der altid har irriteret mig, og det er, lad os kalde det: babsevibrationerne.
En ting er at mange anime har en tendens til at give de kvindelige karakterer gigantiske bryster, hvilket sådan set er fair nok, der hvor det for alvor bliver fjollet er når selvsamme zeppeliner går i absurd bølgegang ved den mindste bevægelse fra personen.
Og det er særdeles udtalt i Tokyo Mirage Sessions. Vesterhavet i januar er mere roligt en flere af kvindernes babser i det her spil, og det uanset hvilken uniform de har på. Undertitlen til spillet kunne snildt have været ”Tits don’t lie!”
 
Især ved en person er det så overdrevet at man næsten bliver søsyg.
En anden lille manko jeg har er at omgivelserne godt kunne have brugt lidt mere detaljer. Nogle gange minder de lidt for meget om, hvad der svarer til Playstation 3 grafik i detaljer, et problem jeg også havde med Persona 5 faktisk.
Når det så er sagt så er de heldigvis farverige og der er meget stor afveksling i design af dungeons så det føles mindre slemt end tilfældet var i P5.
Menuer osv. oser også af personlighed og farver, hvilket matcher temaet fantastisk.
Mellemsekvenserne skal have særlig ros. Her er tale om decideret anime tegnefilm og det i rigtig høj kvalitet.
De er farverige og umådeligt smukt tegnet.
 
billede 4
 
Noget af det vigtigste ved et spil om popmusikerne der redder verden, er naturligvis soundtrack, og det er heldigvis virkelig godt.
Smag og behag er forskellig og hvis man ikke bryder sig om Idol musik eller K-pop bør man nok holde sig væk, men til spillets tema er det perfekt og personligt nød jeg musikken ret meget.
Især idolernes signatur sange der bliver fremvist i flotte animevideoer, er helt aldeles fremragende og kommer til at ligge fast i min playliste.
Stemmeskuespillet er også rigtig godt. Der er dog ingen engelske stemmer, men kun japanske stemmer med engelske underskrifter, så det skal man kunne leve med.
 
Da spillet oprindelig blev præsenteret var det helt store salgsargument dette var spillet der blandede Shin Megami Tensei og Fire Emblem serierne, deraf også navnet #FE.
Shin Megami Tensei delen er meget nem at få øje på. Hele historien handler om skyggemonstre og at heltene kan bruge disse monstres evner til at blive stærkere, et grundelement der altid har været en af grundpillerne i, både, Shin Megami Tensei og Persona spillene. Samtidig er hovedpersonerne teenagere eller unge voksne og det hele foregår primært i nutiden.
Desværre er Fire Emblem delen noget mere begrænset. Jeg havde personligt håbet vi fik Fire Emblems fantastiske taktiske kampsystem, i stedet har vi blot figurer fra Fire Emblem serien der hjælper hovedpersonerne.
Hvordan de lige er en del af historien, kan jeg ikke rigtig komme nærmere ind på uden at afsløre for meget af historiens præmis. Som sagt føler jeg dog at Fire Emblem ikke er nok repræsenteret i spillet.
 
billede 3
 
Dette bringer mig frem til kampsystemet. Her er nemlig ikke tale om et taktisk system som i Fire Emblem, men et mere standard turbaseret J-rpg system ala Shin Megami Tensei og Persona.
Men er kampsystemet i det mindste godt?
Både ja og nej.
Kampsystemet er bygget op omkring at kæde angreb sammen. Hver karakter har specielle angreb. Disse har forskellige subtyper, og disse subtyper kan aktivere andre karakterers unikke angreb, hvor disse angreb så bliver afviklet gratis og uden at koste karakterens tur.
Selve afviklingen af disse er tilpas eksplosiv og hurtig, hvilket faktisk får kampsystemet til at føles flydende og sjovt.
Jeg kom aldrig til at kede mig under selve kampene, og bosskampene var tilpas udfordrende og udnyttede opbygningen af systemet og formår at tvinge spilleren til at bruge sine ressourcer og evner strategisk.
Når det så er sagt så er måden man udvikler sine karakterer på meget simpel. Hver karakter følger en præudstukket sti og lærer evnerne efter noget tid. Man kan ganske vidst vælge hvilke våben karaktererne skal lære deres evner ud fra, men eftersom der ikke rigtig er nogen forklaring på hvad våbnene, egentlig låser op for og man hurtigt får point nok til at lære alle våben karakteren har adgang til, er der reelt ikke noget spiller valg til stede. Det er en masse systemer mast oven i hinanden uden at spilleren har nogen reel indflydelse på opbygningen af sin figur.
 
billede 2
 
Generelt er Tokyo Mirage Sessions #FE meget lineært. Der er nogle sidemissioner og personlige missioner, men generelt følger man hovedhistorien temmelig rigidt.
De personlige missioner er meget godt sat sammen og hjælper til at gøre karaktererne interessante og give dem mere dybde.
De andre sidemissioner er mere ligegyldige og historierne deri er ret intetsigende.
Som tidligere nævnt er hovedhistorien dog rigtig fin og derfor var det aldrig et problem at gameplayet var lineært i sin afvikling.
Alt i alt er Tokyo Mirage Sessions #FE et rigtig fint japansk rollespil der gør glimrende brug af sin Idol præmis.
Er man glad for J-rpg genren og ejer en switch kan jeg varmt anbefale spillet.
 
Titel: Tokyo Mirage Sessions #FE Encore
Udvikler: Atlus
Udgiver: Nintendo
Format: Switch
Udgivelsesdato: 17 Januar 2020
plus

- Interessant grundkoncept

- Fantastisk soundtrack

- Umådeligt smukke mellemsekvenser

80
minus

- Lidt fladt udviklingssystem

- Bortset fra de personlige sidemissioner, er sidemissionerne lidt kedelige

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.