JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Pokemon Mystery Dungeon: Rescue Team DX

Pokémon Mystery Dungeon Rescue Team DXHar du nogensinde drømt om at være en Pokemon. Nej ikke Pokemon træner men Pokemon. Altså en lille (eller stor) pelset /skællet / stenet? Fætter hvis eneste ordvalg er en variation af dens eget navn.
Hvis svaret, af uforklarlige årsager, er ja så er Pokemon Mystery Dungeon DX’s historie måske en drøm der går i opfyldelse for dig.
Præmissen er nemlig her at du vågner op og af en eller anden grund er blevet til en Pokemon. Måden spillet finder ud af hvilken Pokemon du skal være er ved at stille dig et par personlige spørgsmål i begyndelsen.
Herefter møder du din faste partner og ven igennem spillet, som naturligvis også er en Pokemon. Denne vælger du dog selv ud fra et fast udvalg.
Efter noget tid beslutter I to at påbegynde et redningshold der skal redde andre Pokemon i nød.
Mere af historien vil jeg ikke afsløre her.
Jeg vil blot sige at historien egentlig har en ret interessant præmis, men dog er temmelig simpel og man skal være ret stor fan af Pokemon for, for alvor, at blive fænget af historien.
Men det er heller ikke historien der skal bære det her spil, men gameplay.
Inden vi dog når så vidt så lad os se på den tekniske side af spillet.
 
89968693 1513919515435742 1112130026943283200 o
 
 
Teknisk set er Pokemon Mystery Dungeon: Rescue Team DX en genudgivelse, af Pokemon Mystery Dungeon: Blue Rescue Team og Red Rescue Team der udkom i 2005 til Nintendo DS og Game Boy Advance.
Frem for blot at lave justere billedet til en højere opløsning så har grafikken fået en komplet overhaling.
Og grafikken er faktisk et af spillets største styrker.
Her er tale om en smuk, nærmest pastelfarvet, billedside der giver hele spillet et meget eventyrligt skær. Det er enormt farverigt og udtryksfuldt og blandt den flotteste billedkunst vi har set på Switch.
Rent teknisk er det ikke noget der vælter Switchens heste omkuld, men fra et kunstnerisk perspektiv er det blødende flot.
 
Lydsiden er mere i den middelmådige ende af skalaen. Alt tale foregår via skrevet tekst og ellers er det standard pokemon lyde. Musikken er flere steder virkelig mindeværdig, dog med den manko at, grundet længden på de senere dungeons i spillet, kan dungeon musikken hurtigt blive ret ensformig.
Og nu vi taler om ensformigt så bringer det mig til selve gameplayet og min største udfordring med Pokemon Mystery Dungeon: Rescue Team DX.
89820173 1513919535435740 3623221538888613888 o
 
En af de sværeste opgaver som anmelder er at skulle sætte en fair kritik på en genre eller type spil som på ingen måde falder I ens personlige smag. Spørgsmålet er altid, er produktet dårligt eller er det bare ikke lige noget for mig.
Pokemon Mystery Dungeon: Rescue Team DX er nemlig, akkurat som Detective Pikachu, Pokemon Pinball, Pokemon Stadium osv, et spin off.
Denne gang befinder vi os i dungeon crawl genren.
For de uindviede så er dungeon crawl genrens grundprincip at man spiller igennem en lang række dungeons og gør sine figurer bedre, og derefter tackler sværere og sværere dungeons og bosser.
Det samme er tilfældet her.
Rent specifikt så er spillet delt op i tre områder man primært bevæger sig i.
Det ene er ens hus, hvor man modtager opgaver i sin postkasse og generelt fortsætter historien.
Desuden skal man til sit hus bygge nye kvarterer. Disse bruges til at kunne få nye Pokemon til at tilslutte sig ens redningshold.
Man kan have op til ni pokemon med sig.
I det oprindelig spil var man begrænset til fire, og jeg vil sige at den begrænsning nok skulle være bibeholdt.
Problemet er at de forskellige dungeons består af små korridorer og man ender med at trække en lang hale af Pokemon efter sig. Når man møder en fjende vil de bagerste så ikke kunne angribe, men den del vender vi tilbage til.
Ud over sit hus er der en lille Pokemon by hvor man kan købe ting og finde nye opgaver, samt købe nye kvarterer for, som nævnt, at kunne hverve flere Pokemon.
Desuden kan man her rende rundt og snakke med indbyggerne (også Pokemon) hvilket tilføjer en del charme og personlighed til spillet.
Byen føles meget livagtig og det var altid en fornøjelse for mig at vandre rundt der.
Det sidste sted er dungeonkortet. Her vandrer man ikke frit rundt, men vælger i stedet den dungeon man ønsker at tage til og bliver så teleporteret dertil.
Hvis man tænker på hvor mange dungeons man skal rende rundt i er det faktisk meget rart at man ikke også skal gå hele vejen derhen.
90269468 1513919528769074 7760173427540885504 o
 
Nu er vi så kommet til selve dungeon delen, som altså er kernen i spillet.
Måden dette foregår på er at man går igennem disse med sin gruppe Pokemon. Dungeons er set isometrisk oppefra og består af få åbne rum med en masse smalle korridorer. Hver gang man rykker sine Pokemon, rykker fjenderne også. Dette tilføjer et interessant taktisk element til placering og angreb.
Som nævnt før giver det dog også nogle udfordringer når man har en stor gruppe Pokemon med sig.
Samtidig er der en slags ”sultmeter” man skal håndtere. Dette degraderer hver gang man tager et skridt eller foretager et angreb. Hvis dette meter når nul begynder Pokemon at tage skade. Det er dog kun den forreste Pokemon der bruger sit, og dermed kan det være en fordel at hoppe mellem de forskellige Pokemon, i sær hvis det har været en meget lang dungeon og man ikke har mere mad blandt sine items.  Dette besværliggøres dog markant hvis man sidder fast med en lang slange af Pokemon i en smal korridor og en fjende eller flere spærrer vejen frem.
Kampene foregår ikke ved at man transporteres til en kamparena som i de almindelige spil, men derimod foregår de direkte i dungeon og går på tur.
Akkurat som i hovedspillene har hver Pokemon fire angreb og hvis man ønsker at lære dem nye, erstatter de en tidligere.
Som en lækker tilføjelse kan man dog kombinere flere Pokemons angreb så de altid bliver taget i rækkefølge automatisk.
I det hele taget er sammensætning af Pokemon og brugen af sine angreb og evner en yderst interessant del af spillet, og på trods af at det er relativt simpelt at sætte op, er der stadig en hel del dybde at finde her.
Bosskampe og kampe mod legendariske Pokemon er også ret underholdende.
Selv om alt ovenstående er korrekt så kom jeg dog desværre hurtigt til at kede mig lidt.
Problemet er lidt at dungeons meget hurtigt bliver meget lange og består af et utal af etager, samtidig med at gameplay generelt hurtigt bliver ekstremt repetitivt.
Tag til byen, køb genstande og accepter opgaver. Tag derefter i dungeon. Derefter hjem og sove i sit hjem. Og så forfra igen og igen og igen.
Og her er det min personlige udfordring opstår, når man nemlig som jeg af natur ikke er synderligt begejstret for dungeon crawl genren, så bliver det svært at holde spillelysten ved lige.
83707431 1513919548769072 1247493377339949056 o
 
Det virker også en anelse suspekt at en af ny tilføjelserne i genudgivelsen er en auto modus.
Her skal man ikke selv bevæge figurerne igennem dungeon men blot lade spillet selv tage styringen og kan så nøjes med at tage vare om kampene selv.
På en måde virker det lidt som om udviklerne godt vidste at det her hurtigt ville blive trægt. Problemet med denne tilføjelse er dog at så ryger hele det taktiske aspekt omkring placering og bevægelse lidt i vasken.
 
 
Når alt det her er sagt så fejler grundelementerne dog intet og jeg er overbevist om at, hvis man er til dungeon crawl genren og er pokemon fan vil man elske det her spil.
Til jer derude der hører under denne gruppe vil jeg varmt anbefale at I køber Pokemon Mystery Dungeon: Rescue Mission DX.
For alle andre kan jeg varmt anbefale at man spiller demoen først. Den giver en fremragende forsmag på hvad hele spillet drejer sig om.
Alt i alt er Pokemon Mystery Dungeon: Rescue Mission DX dog et ganske solidt spil.
 
 
Titel: Pokemon Mystery Dungeon: Rescue Team DX
Udvikler: Spike Chunsoft
Udgiver: Nintendo
Format: Nintendo Switch
Udgivelsesdato: 06 Marts 2020
plus

- Smuk pastelfarvet grafik

- Grundlæggende godt kampsystem

- Charmerende og anderledes historie

70
minus

- Bliver hurtigt ensformigt

- Dungeon design matcher ikke den nye gruppestørrelse

 

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.