JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Anmeldelse - Dragon Ball Z: Kakarot

coverDragon Balls Son Goku, hovedpersonen i adskillige internetdebatter anno 2000, er tilbage. Denne gang som frontfigur i et nyt rollespil/kampspil, der på forunderlig vis fanger seriens miks af langtrukkenhed og action perfekt.
Der er skrevet mange klassiske værker, der har fanget offentligheden. Krig og fred. Den gamle mand og havet. Biblen. De ulykkelige. Og så naturligvis Dragon Ball. Akira Toriyama’s serie om den kække og optimistiske Son Goku, der uden kny og med en ukuelig indstilling redder Jorden og andre planeter fra forskellige underlig skabninger, er stadig en inddragende fortælling. Hvilken anden litterær figur har været subjekt for så mange diskussioner a la “Hvem ville vinde i en kamp, Son Goku eller Wolverine/Superman/Chuck Norris/Jesus”? Ingen, kan jeg afsløre. Du ville aldrig spørge dig selv “Jo jo, Phileas Fogg var lidt af en guttermand, men gad vide om han kunne have lammetæsket Jay Gatsby?”*
 
Dragon Ball Z Kakarot er et rollespil kombineret med et kampspil, der dækker hele Dragon Ball Z-sagaen. Helt fra da Goku tosser rundt med sin søn Gohan, til kampen mod Buu. Det er en god bid tegneseriealbums og, sådan føltes det i hvert fald, tusind timers anime. Det i sig selv er en imponerende bedrift, men det er endnu mere imponerende når du opdager hvor autentisk det er at spille spillet i forhold til at se serien udspille sig på tv-skærmen.
 
13scrmax5
Kakarots kampsystem er meget enkelt, og det gør det også utroligt nemt at gå til. Dine figurer har en håndfuld basale kommandoer at gøre godt ved, så vel som nogle specialangreb. Du kan klare dig, i hvert fald i begyndelsen, ved bare at klaske hensynsløst på knapperne, mens skærmen fyldes af brag og lysglimt. (Igen, meget autentisk!)
Specialangrebene er altid en fornøjelse at affyre, og at kunne gøre det af med en fjende med en velplaceret hamehameha er en fryd.
 
dragon ball z kakarot 25
Det er her at rollespilelementet titter frem. Efterhånden som du spiller dig gennem spillet, får dine figurer mere EXP og bliver stærkere. Og som en art belønning låser du op for nye angreb. Du kan så vælge dem i din næste kamp. Kampsystemet fungerer godt og kræver ikke en doktorgrad at kunne hitte ud af, men er udfordrende nok til at man føler sig presset, hvis man ikke er en anelse strategisk efterhånden som spillet skrider frem og modstanderne bliver mere barske. Der er en balance mellem at spare op på spillet Ki-energi og eller give los med specialangreb, der virker ganske godt, og som kræver at du pacer dig selv lidt.
 
dragon ball z kakarot screen 03 ps4 us 10jun19
Rollespilselementet betyder dog også at spillet fra tid til anden næsten går i stå, når en eller anden sidemission skal klares. Nogle af dem er næsten gabende kedelige og handler blot om at hente X, dræbe Y eller lignende. Jag kan dog ikke afvise at det er meget autentisk, og at det virkeligt minder om animeen, der ofte slæbte sig af sted. (Hvem husker ikke Goku’s træning ombord på kapselskibet på vej til Namek, en rejse der tog mindst 5 år (Jeg mener i hvert fald at det tog omtrent så lang tid…)) Missionerne, sammen med sideaktiviteter som fiskeri, jagt af dyr og dinosaurere, indsamling af energikugler med videre, synes mest af alt at tjene samme formål som i animeen - at få tid til at gå indtil næste store kamp går i gang. Jeg kunne godt se en redaktør have gået spillet igennem med en tættekam og have sagt “nej, nej… neeeej!”, men c’est la vie.
 
EE6WSI7X4AAlRCv
Belønningen for at holde ud er dog betragtelig, og Dragon Ball Z Kakarot er nok den fineste videospils-udgave af Son Gokus eventyr hidtil fremstillet. Alle de store øjeblikke er at finde i spillet, nogle af dem spilbare andre bare til skue. Og de er smukt genskabt, og hvis du i første omgang fik en smule støv i øjnene da Yamchu bliver nedlagt af Saibamen, så sker det nok endnu engang her.
 
Og det er muligvis Dragon Ball Z Kakarotsbåde største styrke og største svaghed. For spillet er rigtigt trofast mod animeen. I nogle tilfælde næsten FOR trofast. Og man kan undre sig over hvem spillet reelt er rettet mod. Nytilkommende til Dragon Ball-festen, eller die hard-fans af serien, der uden videre kan kende forskel på en kamehameha og en kaio-ken. Fans af serien kender hele herligheden til hudløshed og nybegyndere kan nok blive skræmt væk af den slaviske kopi af serien.
 
 
Jeg var dog underholdt længe. Spillet er (måske i kraft af sine lange missioner) en lang affære, men det er generelt underholdende og bestemt en anbefalelse værdig hvis du, som mig, troligt sad foran fjernsynet og fulgte med i udskejelserne. Har du aldrig stiftet bekendtskab med Dragon Ball før, er Kakarot bestemt også et spil værd, men det kræver nok en større indsats virkelig at komme ind til kernen.
 
Titel: Dragon Ball Z Kakarot
Udvikler: CyberConnect2
Udgiver: Bandai Namco
Format: PS4
Udgivelsesdato: 16. Januar 2020
plus
- Med sine vilde angreb, lysglimt, lydeffekter og historie hentet direkte fra
serien, er det et must for fans
80
minus
- En langtrukken affære, der kunne have været barberet en smule. Og
meget langhåret hvis man ikke har stiftet bekendtskab med Dragon Ball før.

 

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.