JoyPad.dk

- Fordi det handler om spil!

  

Spil

Anmeldelser - Spil til fest og familie

Personligt er jeg ret stor brætspilsentusiast og der er ikke noget skønnere end at dele sin hobby med venner og familie. Men hvis jeg smider et stort tungt eurogame eller en 8 timer lang konfliktsimulation på bordet, render familie og venner skrigende væk.
Derfor søger jeg ofte efter spil der kan fungere som en indgang til spilverdenen, men også bare generelt fungerer godt til fester eller med børn.
Spil er en fænomenal måde at socialisere på men det kræver at spillet er til at forstå for alle deltagere og at alle har det sjovt, ellers kommer man ikke til at grave dybere i hobbyen bagefter.
Derfor var det også med stor interesse jeg kastede mig over udgiveren Asmodee’s store familie / børne af spil som de har fokus på her i julen.
De fem spil vi skal kigge på er: City Blox, TIcket to Ride: London, Just One, den nye 2019 udgave af Love Letter og til sidst Dobble: Harry Potter.
Som en lille appetitvækker kan jeg afsløre at en af de her titler rent faktisk endte med at blive Joypad.dk’s Årets Brætspil 2019.
Læs med når jeg anmelder hver enkelt nedenfor og find ud af hvilket der har vundet vores årlige pris.

Læs mere: Anmeldelser - Spil til fest og familie

Anmeldelse - Disco Elysium

 

Disco Elysium Poster
Lige siden jeg var en lille dreng, har jeg elsket bøger. Den måde en velskrevet bog kan transportere læseren til en anden verden har altid fascineret mig.
Derfor har jeg også altid haft en forkærlighed for spil hvor historien havde en central rolle.
En sørgelig bivirkning ved at læse mange bøger er dog at det sætter et kæmpe spotlys på den manglende kvalitet i skrivekvaliteten i spil.
Dialogerne er i bedste fald middelmådige og selv om historierne kan være interessante og holde spilleren fanget, så har selv de stærkeste titler i den digitale verden aldrig for alvor kunnet måle sig med bøgerne.
Der har naturligvis været enkelte undtagelser, og især Planescape Torment leverede et manus på højde med en rigtig god bog.fald middelmådige og selv om historierne kan være interessante og holde spilleren fanget, så har selv de stærkeste historie drevne titler i den digitale verden aldrig for alvor kunnet stå model til selv middelmådige bøger.
Planescape Torment udkom dog helt tilbage i 1999, og siden da er historier og især dialoger i spil ikke rigtig kommet højere end film niveau når de har været bedst.
Eller det vil sige indtil nu!
Disco Elysium bryder nemlig med denne lidt ærgerlige tendens og leverer historie og dialog af en hidtil uset kvalitet i spil.
Hvad er det præcis Disco Elysium gør så godt i forhold til andre spil på historiefronten, og kan resten af pakken matche den gode historie?

Læs mere: Anmeldelse - Disco Elysium

Anmeldelse - Maracaibo

logo 
Den friske havluft fylder mine næsebor. Jeg står ved rælingen på mit skib og ser ud over det azurblå hav. Når jeg ser ned i vandet, kan jeg iagttage en lille gruppe delfiner der svømmer ivrigt ved siden af skibet og leger.
Oppe i udkigstønden står Gloria og holder øje med horisonten. Hun har været min styrmand i 3 år nu. Jeg glemmer aldrig den første aften hun dukkede op i Caribien.  
Det var en sen sommeraften på min yndlingskro ”Den paranoide Papegøje”; jeg var ved at dele rommen fra den spanske galeon Marianna, som jeg og mine mænd plyndrede for tre dage siden.
Ind ad døren kom en mørkhåret kvinde, lille af statur, og uden tatoveringer eller nævneværdige ar i ansigtet. Hendes beklædning bestod af en lille grå nederdel og en svagt grønlig overdel. 
Hun må være en af kolonisternes koner der har forvildet sig herud med en båd, var min umiddelbare tanke.
Åbenbart var jeg ikke den eneste der antog hun blot var en naiv kolonist, for der gik kun få øjeblikke inden, den notorisk dame glade pirat, Kaptajn Klæbrigskæg var helt oppe i fjæset på Gloria.
Inden han dog havde nået at færdiggøre hans noget grafiske forestillinger om Gloria og hans nærmeste fremtid sammen havde hun, med hvad der bedst kan beskrives som vindens hast, afinstalleret hans træben fra dets holder og brugt selvsamme til at fremstille sveskemos af Kaptajnens underetage.
Denne opvisning var alt jeg behøvede at vide om Gloria, og selv samme aften var hun ansat som min styrmand.
Førnævnte opvisning sikrede også at der aldrig var nogle af mine mænd der dristede sig til upassende tilnærmelser.
Især fordi Gloria beholdt træbenet som sit foretrukne våben og døbte det Æggedeleren.
Tidligere var vi blot pirater, men med Glorias gode forbindelser til den franske flåde, er vi nu kapere. Vi plyndrer stadig skibe, men hvor vi før plyndrede små handelsskibe har vi nu, takket være den franske flådes sponsorat, mandskab og våben til at angribe de engelske og spanske flåder.
Det er et rigt liv fyldt med skatte, rom og kvinder. Du er vores nyeste ansigt her på skibet og din karriere som pira…øhm Kaper, begynder her!

Læs mere: Anmeldelse - Maracaibo

Anmeldelse - Pokemon Shield

coverMin første interaktion med Pokemon verdenen var tilbage i sjette klasse, hvilket må være omkring 1998. En af mine klassekammerater havde en stor mappe med Pokemon kort. Dengang foregik alt mit spilleri på henholdsvis pc og Playstation og kortspil var ikke noget jeg gik synderligt op i.
Ikke desto mindre var jeg ganske nysgerrig efter disse flotte farverige kort, men dog ikke nok til at gå ud og investere i det.
Tegnefilmserien var også begyndt at køre på dansk tv og den kunne jeg faktisk også ret godt lide, så der var en interesse for Pokemon.
I 2001 hoppede jeg på Nintendo vognen med Gameboy Advance, og da Pokemon Leafgreen udkom blev det mit første Pokemonspil.
Jeg var fænget fra første sekund. Ideen om at fange forskellige slags Pokemon og træne dem op var noget jeg virkelig nød.
Siden da har jeg stort set været med ved hver ny generation af Pokemon spil, og jeg spiller af og til kortspillet online.
Ikke desto mindre var jeg ganske nysgerrig efter disse flotte farverige kort, men dog ikke nok til at gå ud og investere i det.
Tegnefilmserien var også begyndt at køre på dansk tv og den kunne jeg faktisk også ret godt lide, så der var en interesse for Pokemon.
I 2001 hoppede jeg på Nintendo vognen med Gameboy Advance, og da Pokemon Leafgreen udkom blev det mit første Pokemonspil.
Jeg var fænget fra første sekund. Ideen om at fange forskellige slags Pokemon og træne dem op var noget jeg virkelig nød.
Siden da har jeg stort set været med ved hver ny generation af Pokemon spil, og jeg spiller af og til kortspillet online.
Ikke desto mindre blev mine ankepunkter ved serien større jo længere tid der gik. Tilfældige kampe var et irritationsmoment for mig og slutspillet interesserede mig ikke grundet den enorme mængde af leveling og andet arbejde der skulle til for at opnå alt i spillet.
Meget ofte endte jeg med blot at gennemføre historien og fange et par skinnende Pokemon og så var det det.
Men så kom Pokemon Let’s Go, og det var som en åbenbaring. Her var der langt større respekt for spillerens tid og der var skruet op for charmen. Jeg endte med at give spillet 75/100 og anbefalede det som et fantastisk sted at starte for nye Pokemon fans.
Det var dog tydeligt at det ikke var et decideret nyt kapitel i hovedserien, men derimod en noget simplere entre udgave.
Derfor var jeg også yderst spændt på at se Pokemon Sword/Shield som netop var det næste store kapitel i serien og tilmed det første hovedspil på den nye Switch konsol.
Havde Gamefreak taget det bedste fra Let’s Go og for alvor ledt serien ind i en ny spændene fremtid eller var det blot mere af det samme?

Læs mere: Anmeldelse - Pokemon Shield

Copyright © JoyPad.dk. All Rights Reserved.